Den flotte sæson med det forsømte forår

Europæisk gruppespil, pokaltriumf og sølvmedaljer - og alligevel stod man i foråret 2012 tilbage med en stor skuffelse over, at mesterskabet glippede netop i den sæson, hvor den danske mester - ikke mindst takket være FCK's præstationer - gik direkte i CL-gruppespillet.

Det begyndte ellers rigtig godt, og nærmest overraskende godt, med tanke på, at man havde mistet trænerduoen og et halvt hold siden den forrygende 2010/11-sæson. Men anført af svenske Roland Nilsson var holdet ubesejret i de første 11 Superliga-runder og skuffede vel egentlig kun ved at tabe både hjemme og ude til Viktoria Plzen i CL-playoff-kamp, så det "kun" blev til Europa League-gruppespil.

Netop i gruppespillet mod Vorskla Poltava, Hannover 96 og Standard Liege kunne man dog godt se, at holdet endnu manglede et rutineret og sammenspillet fundament med europæisk erfaring. Blandt andet også, men ikke kun fordi Zanka, Claudemir og Vingaard længe var ude med skader. 

Man gik dog på vinterferie med et forspring i ligaen på fire point til FC Nordsjælland. En vinterferie, som klubbens ledelse benyttede til at afskedige Roland Nilsson på grund af uenighed om, hvordan holdet skulle føres videre. I stedet overtog Carsten V. Jensen trænerjobbet sammen med hans sportsdirektør-hverv.

I foråret fortsatte men hvor man slap før jul og var ubesejrede i de første 10 kampe, og med 5 runder igen havde forspringet til Nordsjælland i flere uger været på komfortable 6 point. Men da først korthuset begyndte at vakle, så gik det stærkt. En nøglekamp på Farum Park blev tabt, og selv om det set med løvebriller var stik mod spil og chancer, så lugtede forfølgerne nu chancen.

I pokalen havde holdet - dog ikke uden besvær - kvalificeret sig til pokalfinalen efter to tætte semifinaler mod SønderjyskE, og her ventede AC Horsens, der blev besejret 1-0 på et mål af Claudemir. 

Men i Superligaen hentede man kun to point i de næste tre kampe efter nederlaget i Farum, og så strøg det formstærke Farum-mandskab forbi og skulle bare vinde den sidste kamp for selv at afgøre mesterskabet. 

Det gjorde de, og så stod løverne med en pokal i hånden, sølvmedaljer om halsen og håret i postkassen. Men når den første og måske også den anden skuffelse havde lagt sig, kunne man stadig godt være tilfredse med det samlede udbytte, når man ser hvor stor en forandring der egentlig var sket på både spiller- og trænerside i løbet af det forgangne år.