Zeca og Vavro jubler

Fire fede forårspremierer

F.C. København har i Superligaen vundet 18 forårspremierer, spillet syv uafgjort og tabt seks. Et pointsnit på 1,97, som er lidt højere end de 1,90, som er vores gennemsnit for alle Superligakampe siden 1992.

I de seneste 12 forårspremierer har vi kun tabt én - 0-1 i Esbjerg i 2020 - og ellers hentet 8 sejre og 3 uafgjorte.

Her har vi valgt et flashback til fire af de fedeste forårspremierer siden 1992, hvor vi vandt store sejre - hvilket dog ikke altid var ensbetydende med, at vi også havde en stor sæson...

13. marts 2005, FCK-FC Midtjylland 4-0
Efter en skidt sæsonstart kom vi bedre med i løbet af efteråret 2004, men havde ved vinterpausen stadig uhyggelige 16 point op til Brøndby, der overvintrede på førstepladsen 10 point foran Midtjylland.

Vi var dog “kun” seks point efter midtjyderne, og det halverede vi med den forrygende 4-0-sejr i Parken på mål af Bo Svensson og Magne Hoseth i 1. halvleg samt to mål af Michael Silberbauer i 2. halvleg.

Der var klasseforskel, og det var i perioder kattens leg med musen - eller løvens leg med ulven, som vi skrev i kampreferatet.

Magne Hoseth og Michael Silberbauer. Foto: Birger Vogelius


Sejren sendte os op på en delt tredjeplads, og i løbet af foråret var vi hele 7 point foran FCM og ikke langt fra at indhente Brøndby, men det smuldrede til sidst så vi til sidst kun fastholdt andenpladsen på bedre målscore end FCM.

Kan du huske Parkens gamle lystavle? Foto: Birger Vogelius.


7. marts 2010, FCK-AGF 5-0
I en uhyre vigtig afslutning på efteråret vandt vi et topbrag i Odense med 2-0, så vi kun var ét point bag OB ved vinterpausen - i stedet for syv (eller fire).

Da fynboerne kun fik 2-2 i Herning i deres forårspremiere, strøg vi forbi med den knusende 5-0-sejr over AGF, og siden så vi os ikke tilbage og fastholdt førstepladsen resten af sæsonen.

César Santin lavede hattrick i 1. halvleg (det første på straffe), og Martin Vingaard scorede også inden pausen, inden Zanka slog sejren fast efter en times tid. AGF vandt kun tre kampe det forår og rykkede ned.

>> Læs kampreferatet her
 

Foto: Lars Møller, Sportsagency.dk
Hattrick-helten César Santin suser forbi Steffen Rasmussen.


10. februar 2018, FCK-Randers FC 5-1
Fra sæsonen 13/14 blev forårspremieren fremrykket til februar, og denne var vores hidtil tidligste nogensinde.

Det var endnu en skidt sæson, hvor vi overvintrede på sjettepladsen med 18 point op til FCM på førstepladsen. Vi fik dog en flyvende start på foråret og førte 4-0 over Randers efter 33 minutter på to mål af Pieros Sotiriou, et af Viktor Fischer og et selvmål af Mads Agesen - hvorefter Nicolai Poulsen reducerede lige inden pausen, og Carlos Zeca scorede til 5-1 20 minutter før tid.

>> Læs kampreferatet her

Foto: Jan Christensen, Getty Images


Trods en god forårsstart med syv sejre i otte kampe, var vi aldrig i nærheden af toppen, hvor Brøndby og FCM (og AC Horsens) afgjorde mesterskabet til midtjydernes fordel, og FC Nordsjælland snød os for bronzemedaljerne til allersidst.


10. februar 2019, FCK-OB 6-1
Præcis et år efter Randerskampen gik vi - og især Robert Skov - målamok igen, og OB blev sendt hjem tenniscifrene 6-1.

Robert lavede et af sine mange hattrick (et mål på straffe), og Nicolaj Thomsen, Peter Ankersen og Zeca de tre øvrige, mens Ryan Johnson Laursen scorede OB’s.

>> Læs kampreferatet her

Robert Skov
Robert Skov fejrer et af sine tre mål mod OB. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Vi var tilbage i toppen af Superligaen, men overvintrede “kun” tre point foran FCM, så sejren var vigtig for, at de ikke skulle komme for tæt på os.

Vi fastholdt da også førstepladsen resten af sæsonen, selv om FCM et par gange kun var ét point efter, inden de tabte pusten og kun vandt to af de 10 kampe i Mesterskabsspillet.


(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, superstats.dk)