Karlo Bartolec

FCK henter Karlo Bartolec

FCK har købt den kroatiske landsholdsspiller, Karlo Bartolec, fri af FC Nordsjælland og skrevet en kontrakt til sommeren 2023. Bartolec tiltræder efter sommerferien og får trøje nummer 17.

24-årige Karlo Bartolec spiller primært som højre back og fik sin fodboldopdragelse i Dinamo Zagreb, inden han skiftede til Lokomotiv Zagreb, før turen gik til Danmark og tre sæsoner i FC Nordsjælland. Han fik sin debut for det kroatiske A-landshold i oktober og er også udtaget til den kommende landsholdssamling.

Ståle: Dynamisk og aggressiv højre back
”Bartolec er en dynamisk og aggressiv højre back med store offensive kvaliteter. Han er fysisk stærk og har en stor løbekapacitet. Han er stadig ung, men har allerede spillet relativt mange kampe for FCN og lidt international fodbold med både dem og landsholdene i Kroatien,” siger manager Ståle Solbakken og uddyber:

”Vi tror, at vi kan bygge endnu mere på Bartolec, og at han blandt andet taktisk og defensivt kan lære nogle ting hos os, der kan gøre ham endnu mere komplet. Han skal tilpasse sig vores måde at spille på, og det kommer til at kræve lidt tid, men vi glæder os over, at han er klar på den udfordring, der venter ham her,” siger Ståle Solbakken.

Karlo Bartolec er noteret for knap 100 kampe for FC Nordsjælland samt 1A- og fem U21-landskampe for Kroatien:

Bartolec: Kan ikke forestille mig et bedre næste skridt
”Jeg er virkelig glad for, at det hele er faldet på plads! Jeg ser meget frem til at komme til FCK, som er en klub på højt internationalt niveau. Her spiller man for at vinde mesterskabet hvert år og komme i de europæiske gruppespil. Det motiverer mig meget at blive en del af så stor en klub og få et fantastisk stadion som Telia Parken som hjemmebane,” siger Karlo Bartolec og fortsætter:

”Jeg har haft en fantastisk tid i FC Nordsjælland og udviklet mig meget, men det er tid til en ny udfordring, og jeg kan ikke forestille mig et bedre næste skridt end at tage til FCK. Her vil jeg være omgivet af fantastiske spillere og dygtige trænere hver dag og skulle præstere maksimalt for at komme i betragtning til holdet. Det ser jeg meget frem til,” siger Karlo Bartolec.

Ståle: Vi har brug for en bredere trup
Købet af Bartolec skal ses i lyset af det forestående salg af Peter Ankersen:

”Vi ved, at Peter Ankersen forlader os denne sommer, og vi har Varela på samme position, men vi er bevidste om, at hverken Varela eller Bartolec er klar til at spille samtlige kampe i næste sæson. Derfor har vi brug for at være dækket stærkt ind på den position, og det er vi nu,” siger Ståle og fortsætter:

”Vi har haft en lidt smal trup denne sæson, og planen er derfor at arbejde os hen mod en lidt bredere trup til den kommende sæson, og her er tilføjelsen af Bartolec et fint skridt”.

Fakta
Navn: Karlo Bartolec
Født: 20. april 1995
Position: Højre back
Tidligere klubber: Dinamo Zagreb, Lokomotiv Zagreb, FC Nordsjælland