Pep Biel

Pep Biel er ny FCK-spiller

F.C. København har købt den spanske offensiv-spiller, Pep Biel, fri af Real Zaragoza og skrevet kontrakt til 2024.
 
22-årige Pep Biel er født på Mallorca og har blandt andet spillet for RCD Mallorca, inden han sidste sæson fik sit gennembrud i Real Zaragoza.

En meget interessant spiller
“Pep Biel er en meget interessant spiller med et stort potentiale,” siger Ståle Solbakken.

“Han gjorde det rigtigt godt for Zaragoza i sidste sæson, hvor han ofte var afgørende for dem med mål og assists. Vi har kendt til ham gennem noget tid, fordi vi var bevidste om, at vi kunne få brug for en tilgang på den position efter salget af Robert Skov.”
 
Eftertragtet af flere klubber
Pep Biel er venstrebenet og scorede seks gange og stod for fire oplæg for Real Zaragoza i seneste sæson, hvilket fik en del klubber til at følge ham tæt. Heriblandt altså F.C. København:
 
”Der har været konkurrence om at få ham og vi er tilfredse med, at han har set, at et lidt usædvanligt skifte for en ung spansk spiller til Danmark og FC, kan give god mening på den lange bane.”

“Han er efter danske standarder en spiller til en høj pris, men hvis vi gør det godt med Pep i en central rolle, bør det blive både en sportslig og økonomisk gevinst for os på sigt,” siger Ståle, der beskriver Pep Biel således:
 
Forventer hurtigt at se ham på banen
“Han vil tilføre os noget dynamik, kreativitet og fantasi, ligesom han også er en fornuftig målscorer. Han er hårdtarbejdende, har et godt venstre ben og stærke én-mod-én aktioner. Han vil supplere vores trup rigtig godt, både som kantspiller, men potentielt også mere centralt i banen,” siger Ståle, som forventer hurtigt at se den nye FCK´er på banen:
 
”Han vil kunne bidrage med det samme, og han kommer i fin fysisk form direkte fra Zaragozas træningslejr. Han er ikke færdigudviklet som spiller endnu, og vi tror på, at vi kan hjælpe ham på vej mod at blive endnu mere komplet som spiller.”

“Vi glæder os meget over at have ham hos os fremover,” slutter Ståle.

Pep Biel får trøje nr. 16 og træner i formiddag med holdkammeraterne for første gang.
 

Pep Biel-trøjen i Fanshoppen