Kampreferat: Ran vs. FCK

Man vidste at det var en speciel kamp som de danske mestre skulle ud at spille i aften. Ikke kun fordi det handlede om en plads i Champions League, men lige så meget fordi det var en kamp på Ibrox Stadium mod Rangers F.C. fra Skotland.

På Ibrox har alle hold en tendens til at blive blæst ud - specielt i den hjemlige liga, men også i Europa har Ibrox i mange mange år været en uindtagelig fæstning. Det fik F.C. København også at mærke i aften.

Klokken 19.45 lokal tid fløjtede den spanske dommer kampen op, og fra lægterne blev der blæst til angreb. På banen var det dog lidt overraskende at se et Rangers-hold der spillede i et langsomt tempo, og en smule afventende. Jovist så havde skotterne bolden, men den blev ikke rigtig brugt til noget.

Alligevel kom Glasgowholdet foran efter kun otte minutters spil. Danske Peter Løvenkrands nettede for værterne efter et frispark der passerede over bagerst i feltet hvor hurtigløberen knaldede bolden ind til et vild brøl fra de begejstrerede Rangerssupportere.

"Puhaaa", blev der tænkt. "Hvad skal det ikke ende med?", spurgte de fleste sig selv nok om, men sjovt nok så red de danske mestre stormen af, og fik styr på bolden, pasningsspillet og nærkampene. Thomas Røll fik dog et gult kort, da han kom for sent på Rangers' højre back.

Ser man bort fra målet, så var det faktisk FCK der fik aftenens første "rigtige" afslutning efter et godt angreb som gik over 7-8 stationer. Rangers skulle helt hen til det 23. minut før deres første reelle afslutning kom, selvom skotterne havde siddet lang mest på bolden.

Og Byens Hold kom mere og mere med i kampen. Faktisk burde Zuma to gange have nettet, men begge gange var afslutningerne for svage og blev enten blokeret eller reddet af Stefan Klos - der var dog mange lovende takter i danskernes spil.

Holdene gik til pause med 1-0 på måltavlen til hjemmeholdet, men med et udehold der havde spillet sig ind i kampen.

Hvis første halvleg havde vist lovende takter fra FCK, så blev de sidste 45 minutter endnu bedre. De rødklædte danskere fortsatte med at æde sig mere og mere ind i kampen, og den fuldt fortjente belønning kom i det 50. minut, hvor Todi Jónsson opsnappede bolden en smule udenfor feltet og knaldede bolden hårdt og flat ned i det ene målhjørne.

Og Rangers røg mere og mere ud af kampen. Bolden havde de da stadig en del, men FCK'erne var over skotterne i løbet af nanosekunder, og midtbanens arbejdsraseri gav hele tiden gevinst i form at gode kontraangreb og frusterede Rangersspillere.

Målscorer Jónsson måtte udgå et kvarter før tid, da færingen forstrak en muskel. Ind kom Peter Møller, og "Nr. 32" vandt flere vitale hovedstødsdueller i de sidste nervepirrende 15 minutter.

Men det sidste kvarter blev alligevel "vundet" af FCK, og efter 93 minutter kunne Byens Hold strække armene i luften og glæde sig over en 1-1-"sejr" på Ibrox. Nu skal arbejde gøres færdigt om 14 dage hjemme i PARKEN.