Kampreferat: FCK vs. OB

Sæsonens næstsidste hjemmekamp så længe ud til at ende med en smal sejr til Byens Hold, men henholdende spil i anden halvleg og en hård Miti-afslutning kort før tid forhindrede fuld valuta for F.C. København, der dermed tabte vigtige point i kampen om det danske mesterskab. 25.232 overværede pointdelingen i PARKEN.

Hans Backes startopstilling bød på et glædeligt gensyn med Martin Albrechtsen, der indtrådte på sin vante plads i midterforsvaret. Det betød at Bo Svensson i dag spillede højre back, mens Hjalte Nørregaard, der ellers har varetaget denne plads i de seneste kampe, blev rykket op på den centrale midtbane, som direkte afløser for karantæneramte Erik Mykland.

Og netop Nørregaard, der i øvrigt spillede en god kamp på denne position, skulle vise sig at få kampens første store chance. På et hjørnespark fik han med hovedet studset bolden godt ned i jorden og med retning mod målhjørnet lignede det en drømmestart for hjemmeholdet, men en OB-pande i vejen og forsøget afværget.

Den store chance satte for alvor fut i Nedre C-koret, der indledningsvist i kampen må have sat decibel-rekord i råben og hujen, dette ikke mindst når OB'erne og især keeper Zaza havde bolden i blå-hvid-stribet besiddelse. En Røll afslutning fra kanten af feltet var yderligere med til at øje støjniveauet, men det hårde skud blokeret af Jan Sønksen.

Efter den gode start af hjemmeholdet begyndte OB langsomt at bevæge sig over midterlinien. Lindrup på venstrekanten diskede op med et par finurlige driblinger og landsholdsaktuelle Søren Berg fik afsluttet - dog ufarligt - fra kanten af feltet. En fri, farlig og flyvende Jan Sønksen fik det også til at gibbe, da han på et hjørnespark efter tyve minutter headede lige over mål.

De nævnte chancer var OB's eneste i en halvleg løverne så klart dominerede. Overvægten i spil og chancer burde også have været omsat i mål, men en dommerkendelse af yderst ringe kaliber satte en stopper for dette, da Morten Bisgaard scorede på en friløber fra midten, men målet annulleret for off-side dømt på en fuldstændig neutral Jörgen Pettersson placeret ved sidelinien uden indflydelse på spillet. Hovedrystende.

Forinden denne fejlkendelse kunne en oplagt Zuma have bragt hjemmeholdet foran, men hans afslutning tæt foran mål lige nøjagtigt reflekteret til hjørnespark. Også anfører Nielsen var tæt på med et drønende langskud lige uden om sammenføjningen.

Som i kampen på Odense Stadion i forårets første runde, måtte Jan Sønksen forlade banen med en skade og han blev afløst af en gammel FCK-kending, Carsten Hemmingsen. Dermed udgjorde 2 x Hemmingsen et broderligt bolværk, der dog ikke skulle vise sig at holde længe.

Således blev det til en scoring for hjemmeholdet i halvlegens overtid, da Peter Nielsen med en præcis aflevering fra baglinien fandt Zuma midt for mål med en sikker scoring til følge. Fortjent efter spil og chancer kunne hjemmeholdet dermed gå til pausen med en smal 1-0 føring.

Mens første halvleg bød på flot spil af hjemmeholdet blev anden noget af et antiklimaks. Det nydelige flow i spillet udeblev og initiativet blev langsomt overdraget til OB-mandskabet, der dog heller ikke viste imponerende takter. Dog fik Tempo en stor chance efter ti minutter, men han blev så overrasket over den åbne mulighed, at han afsluttede svagt.

Spillet i denne halvleg kan bedst betegnes som hverken fugl eller fisk. Det blev til et par gode kontramuligheder for hjemmeholdet, men Zuma evnede ikke at fordoble sin og holdets score. Omvendt pressede OB ikke synderligt på, og de gange OB kom i nærheden af Rabos straffefelt blev bolden sparket ud af kommunen af hjemmeholdets forsvar. En enkelt gang måtte Rabo dog vise klassen, da han afværgede en godt forsøg sendt af sted af indskiftede Miti.

Nervøst spillede hjemmeholdet tydeligt på at forsvare den spinkle føring, og længe så det ud til at lykkes. Men så blev den snigende frygt til realitet. Således fik Miti tre minutter før slutfløjtet atter en chance fra kanten af feltet, og denne gang svigtede han ikke. Kynisk bankede han til bolden, og da Rabo ikke fik blokeret, trods skuddets placering midt i mål, var udligningen en kendsgerning.

De sidste par minutter af kampen blev intense. Indskiftede Todi tog et godt rush op i banen, og hans aflevering var centimeter fra at nå en glidende Møller. Også Røll var ved at få jubelen til at bryde ud, men hans hårde afslutning strøg snert udenom den ene opstander. Omvendt var Miti også tæt på at få en friløber, men sublimt forsvarsarbejde af Zivkovic forhindrede den totale nedtur.

Dermed endte opgøret med remis - en bitter pille at sluge for hjemmeholdet og de mange fans, der nu må sande, at det kun er blevet til én hjemmesejr ud af seks mulige i foråret.

Næste weekend byder på turneringspause idet vigtige kvalifikationskampe til EM står for døren. Således bliver næste opgave for løverne udebanekampen mod Esbjerg lørdag den 14. juni.