Ísak Bergmann Jóhannesson i aktion for det islandske landshold.

FCK køber stortalentet Isak Bergmann Jóhannesson

F.C. København har sikret sig det islandske stortalent, Ísak Bergmann Jóhannesson, der skifter til løverne fra IFK Norrköping på en aftale frem til sommeren 2026.

18-årige Ísak Bergmann Jóhannesson er islandsk A-landsholdsspiller og offensiv midtbanespiller, der kan optræde på begge kanter og centralt i banen. Han har spillet 50 kampe for IFK Norrköping, hvor det er blevet til 6 scoringer og 16 assists, mens han foreløbig er noteret for 4 A-landskampe for Island.

I søgelyset hos storklubber
”Ísak er et ualmindeligt stort talent, der har været i søgelyset hos nogle af Europas allerstørste klubber, så vi ser et godt match mellem ham og F.C. København. Han er meget langt i sin udvikling, mens potentialet fortsat er stort, og det skal Jess og resten af staben nu forløse,” siger Peter Christiansen om Jóhannesson, der får denne beskrivelse:

Højt teknisk niveau
”Han er teknisk på et meget højt niveau med gode evner én mod én og et utroligt stærkt pasningsspil. Samtidig vil jeg fremhæve hans arbejdsindsats og seriøsitet omkring sin egen udvikling. Han knokler for holdets bedste, og hans valg af FCK som næste skridt vidner om, at han har prioriteret muligheden for at udvikle sig som spiller, for vi mener, at vi er det rigtige sted for ham. Nu skal han ind i vores miljø og heldigvis har vi en god gruppe trænere og spillere til at tage imod ham, blandt andet med en del landsmænd, som altid gør det lettere,” siger Peter Christiansen.

Et perfekt match
Ísak Bergmann Jóhannesson er lige nu med det islandske landshold, men ser frem til at komme til København, når den opgave er overstået:

”Jeg ser F.C. København som et perfekt match for mig. Det er en international fodboldklub og samtidig en klub, hvor jeg får muligheden for at tage de næste skridt i min udvikling på en fornuftig måde. Jeg kender klubben rigtigt godt og ved fra de andre islændinge i klubben, at det er en stærk klub og kultur, hvor der bliver stillet høje krav hver eneste dag, men hvor der også er gode relationer mellem spillerne og staben,” siger Ísak Bergmann Jóhannesson og afrunder:

”Det bliver en stor udfordring for mig, men jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Jeg er sikker på, at jeg falder godt til i klubben hurtigt, og så er det bare at arbejde hårdt for holdet,” siger Ísak Bergmann Jóhannesson.

Ikke en ny Daramy
For cheftræner Jess Thorup er ankomsten af den unge islænding en ny offensiv mulighed efter salget af Mohamed Daramy.

”Vi har hele tiden vidst, at vi ikke fik en ny Daramy, men i Ísak får vi et stort talent med nogle andre egenskaber, som jeg ser et godt match med i forhold til de andre typer, vi har på holdet. Han er en meget spændende spiller, der allerede har en god erfaring trods sin alder, og han kommer til at bidrage til holdet med sine evner, det er jeg sikker på. Vi glæder os til at få ham ombord,” siger Jess Thorup.

Fakta om Ísak Bergmann Jóhannesson

Navn: Ísak Bergmann Jóhannesson
Født: 23. marts, 2003.
Position: Offensiv midtbanespiller
Tidligere klubber: IFK Norrköping og ÍA Akranes
Landskampe: 4 A-landskampe for Island.