Jess Thorup

Thorup før Lyngby: En meget vigtig kamp

Fredag kl. 19 venter Lyngby på udebane i 3F Superliga, og Jess Thorup, vil se et topmotiveret FCK-hold gå ind til kampen.

”Det er en meget, meget vigtig kamp for os af flere årsager," siger han.

Vil se to stærke præstationer i streg
"Den primære er, at vi har tabt for mange point i starten af sæsonen, og det efterslæb skal indhentes nu. Derfor skal vi ud og have tre point."

"Samtidig vil vi vise os selv og vores fans, at vi kan levere to stærke præstationer i streg, og jeg forventer en flok FCK-spillere, der er klar til at levere en stor præstation fysisk og mentalt.” 

”Vi skal tage intensiteten, tempoet og koncentrationen med fra Trabzonspor-kampen i tirsdags, hvor vi viste det niveau, vi forventer af os selv."

Skal være kompakte og hænge sammen som hold
"Vi går meget velforberedte ind til Lyngby-kampen og med den største seriøsitet, og vi sender et hold på banen, der kan levere den præstation, vi forventer af os selv."

"Det handler om en afklaret tilgang til kampen både offensivt og defensivt, hvor vi skal være kompakte og hænge sammen som hold.”

Fansene bringer masser af energi
”Lyngby har gjort alle kampe tætte her i starten af sæsonen," siger Thorup om Lyngby, som i sine to første hjemmekampe har spillet uafgjort mod Silkeborg og FC Midtjylland.

"Vi har stor respekt for dem som modstander og ved, at vi intet får foræret på et fyldt Lyngby-stadion med to fangrupper, der altid bringer masser af energi til kampene. Det glæder vi os meget til, slutter Jess Thorup.