Peter Ankersen

Peter Ankersen vender tilbage til FCK

F.C. København har skrevet en fire-årig kontrakt med Peter Ankersen, der efter et år i italienske Genoa C.F.C. vender tilbage til København og FCK.

Peter Ankersen, der netop er fyldt 30 år, blev noteret for 175 kampe for Løverne under sit første ophold i Hovedstaden, inden turen gik til Serie A og Genoa. Han har desuden optrådt 27 gange på det danske A-landshold.

Ståle: En af de allerbedste højre backer i FCK
”Peter er uden tvivl en af de allerbedste højre backer, der nogensinde har været i FCK," siger Ståle Solbakken.

"Han udviklede sig under sit seneste ophold her til en leder på holdet og en spiller, der altid leverede på højt niveau både i kampe og på træningsbanen. Han kender vores måde at spille på, og han stiller høje krav til sig selv om sine omgivelser.”

En uventet mulighed
”Vi har meget dygtige backer i Varela og Bartolec, men Peter har nogle andre egenskaber, og vi har brug for den dynamik, han har på banen og de lederegenskaber, han har i det daglige."

"Vi havde egentlig ikke planer om at skifte på den position nu, men der opstod lidt uventet en mulighed for at tilknytte en fantastisk dygtig spiller, der meget gerne ville spille for FCK igen, og den chance valgte vi at gribe."

"Vi er meget glade for at have Peter tilbage i truppen, og så forventer vi, at der bliver en tilpasning på den position inden så længe,” siger Ståle Solbakken.

Ankersen: Timingen var den rigtige nu
Peter Ankersen træner med holdet allerede lørdag og glæder sig over, at han igen kan kalde sig FCK´er.

”Jeg har hele tiden vidst, at jeg gerne ville retur til FCK på et tidspunkt," siger Peter Ankersen.

"Det er kommet lidt tidligere, end jeg forventede, men det viste sig, at timingen var den rigtige nu for alle parter, og så var der ingen tvivl hos mig. FCK er min klub, og det er her, jeg føler mig hjemme som fodboldspiller, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang."

"Jeg er sikker på, at mine kvaliteter som spiller ikke er blevet mindre af at have spillet i Serie A den seneste sæson. Jeg har haft en fin opstart med Genoa og føler mig fit, men jeg skal selvfølgelig lige lande og i gang på træningsbanen med drengene, før vi ved præcist, hvornår jeg kan spille kamp.”

Vil bidrage så hurtigt som muligt
I sin første periode i FCK var Ankersen med til at vinde tre mesterskaber og to pokaltitler.

”Mine ambitioner er de samme som FCK's, at vi skal ud og spille med de bedste i verden. Det gør vi, at vi skal vinde mesterskabet, gå efter pokalen og så skal vi i europæisk gruppespil og helst Champions League."

"Holdet har fået en skidt start i Superligaen, og det skal vi alle være med at vende i en fart. Jeg synes, at det er en spændende og god trup, jeg bliver en del af, og jeg kender kvaliteterne hos de spillere, der er her. Derfor er jeg også helt overbevist om, at vi hurtigt viser, hvor stærke, vi er. Jeg vil gøre alt for at bidrage så hurtigt som muligt,” siger Peter Ankersen.

Peter Ankersen får sit gamle rygnummer 22 igen, og Marios overtager i stedet trøje nummer 26.

Fakta
Navn: Peter Ankersen
Født: 22. september 1990
Position: Højre back
Tidligere klubber: Vejle Boldklub, Rosenborg BK, Esbjerg fB, Red Bull Salzburg, F.C. København og Genoa C.F.C.