Mesterligt da FCM blev sat på plads

Mesterligt da FCM blev sat på plads

Kvist og Santin i nye roller
F.C. København havde ændret på en enkelt plads i forhold til de to foregående kampe, idet William Kvist var med fra start på bekostning af Ailton, og i stedet var Santin rykket op i angrebet. Og når man nu ved hvordan det gik, så må det siges at være udtryk for en både dygtig og heldig hånd fra Ståle Solbakken & co.!

José Junior havde på grund af forstrækning måtte skrive sig på den forholdsvis lange skadeliste, der i forvejen talte Grønkjær, Würtz, Antonsson, Laursen og Sionko. FC Midtjylland, der i torsdags vandt en fornem UEFA-sejr ude over Manchester City, blev hilst velkommen i PARKEN med en sort-rød MUUH-tifo på Nedre C, men det var nu ikke fordi der havde været køer ved tælleapparatet… kun lidt over 17.000 var mødt op til topbraget mod rækkens tophold. Kort inden kick off måtte midtjyderne dog overlade førstepladsen til OB, der havde vundet i Aalborg, og der var ikke gået mange minutter efter kick off før de selv burde have været bagud.

Oscar Wendt strøg til baglinien i venstre side og lagde en flad pasning tilbage i feltet til Hutchinson, der afsluttede med en lidt halvskæv inderside, men Santin fik med hælen styret bolden i nettet! 1-0 efter 7 minutter… troede man. Men flaget var oppe for en offside, som var svær at få øje på, både live og da man senere kunne studere TV-billederne i slow.

Santin headede løverne i front
Herefter skete der ikke rigtig noget foran de to mål i det næste kvarters tid, men man fornemmede visse problemer i den nykomponerede FCM-bagkæde med Ipsa i stedet for den karantæneramte Reid og Marcic på højre back i stedet for Kolja Afriyie. Især sidstnævnte havde sine problemer med en meget veloplagt Cesar Santin, der gav mange prøver på sin lækre brasilianske teknik. I det 16. minut gav det Santin et frispark uden for feltet, som han selv sendte ind over, og Nordstrand snittede videre og gav Peter Larsson en stor chance, men han headede lige forbi mål.

Kort efter fik Hutch også en god hovedstødsmulighed, men sendte bolden over. Hjemmeholdet havde dog nu fået rigtig godt fat i spillet, og da man rundede den halve time kom den velfortjente belønning – Kvist slog et højt og hårdt indlæg i feltet, og Santin mødte det helt perfekt med et hårdt hovedstød fra kanten af det lille felt, og så var Heinze chanceløs.

Minuttet efter burde Thomas Kristensen have fordoblet føringen, da Hutch afdriblede et par mand og lagde bolden ind midt i feltet, hvor TK kom stormende – men han overplacerede det fornemme tilbud og sendte bolden over mål.

FCK-midtbanen var her og der og alle vegne og styrede fuldstændig begivenhederne, og nede bagved optrådte Larsson og Zanka igen med styrke og autoritet, som om de havde spillet sammen et par hundrede gange før. Kvist så ud til at befinde sig fint på højre midtbane, og på et oplæg fra Santin havde han et godt hug fra kanten af feltet, der strøg lige over mål.

Kvist på tavlen
FCM’s eneste tilløb til en chance var en 3-mod-1-kontra, der kunne være blevet farlig, hvis ikke Borring havde tabt bolden undervejs. I stedet blev det 2-0 kort før pausen – Hutch headede smart et indlæg videre ud i venstre side til Santin, og han skruede millimeterpræcist et indlæg mod fjerneste stolpe, hvor Kvist dukkede op og bankede bolden op i nettaget til sin tredje SAS Liga-scoring for Byens Hold. Én i 2006, én i 2007 og nu én i 2008.

FCM satte Kolja Afriyie ind i stedet for Marcic i pausen, men allerede efter 5 minutter blev han sat af eksprestoget Santin, der strøg af sted i venstre side og nok burde have spillet en helt fri Nordstrand på midten i stedet for at forsøge sig selv. Men var den gået ind i stedet for at tage sidenettet, så havde det jo været en anden historie.

Kampen var måske nok lidt mere jævnbyrdig end i slutningen af 1. halvleg, men gæsterne kom ikke frem til noget som helst, og man kunne godt få den tanke, at det var et udmærket tidspunkt at møde dem på efter rejsen til Manchester og det store arbejde, de lagde for dagen derovre.

Mikkel Thygesen var dog lige ved at komme frem til en dyb stikning, men Jesper Christiansen var først på bolden. I stedet sendte Pospech et hvislende langskud af sted minuttet efter, der gik lige uden om Heinzes mål.

Kvists ansøgning til landsholdet
Midt i halvlegen kom Ailton på banen i stedet for Nordstrand, mens FCM bragte nye kræfter i form af Florescu og Danny Olsen i stedet for Salami og Furuseth. Det forrykkede dog ikke billedet af et totalt dominerende hjemmehold, der ganske enkelt var en klasse bedre på dagen, og en snes minutter før tid blev det 3-0, da William Kvist blev dobbelt målscorer!

Oplægget er set mange gange før – Hutch havde bolden ude i venstre side, han vidste at Oscar Wendt ville overlappe og ventede til præcis det rigtige tidspunkt, inden han sendte ham af sted med bolden, og så kom der endnu et super-indlæg fra 17’erens støvler, som Kvist mødte med en kontrolleret inderside-firsttimer, der udplacerede Heinze. Dermed sendte den løbestærke allround-spiller den bedst tænkelige ansøgning til en sidsteøjebliks-udtagelse til Morten Olsens landsholdstrup.

Gæsterne fik dog pyntet lidt på resultatet, da Borring headede et indlæg fra Danny Olsen i nettet med 10 minutter igen, men det virkede ikke som om de havde kræfter til en sidste satsning på at få det ene point med hjem. I stedet måtte de indkassere sæsonens første nederlag og rykke yderligere en plads ned i tabellen, mens F.C. København – der sammen med Randers FC er de eneste ubesejrede – gik forbi og satte sig på 2. pladsen efter OB.