Kevin Diks

Kevin Diks: Vigtigt at gøre et arbejde i holdets tjeneste

Kevin Diks blev skiftet ind i stedet for Valdemar Lund i den sidste halve time af søndagens sejr over Viborg. Og han er klar til at vikariere i det centrale forsvar i den kommende tid, hvis der skulle blive brug for det.

"Det er vigtigt at kunne gøre et arbejde i holdets tjeneste. Jeg har spillet midterforsvarer en del gange både til træning og i kamp trods alt, og det passer mig fint at kunne hjælpe holdet på den måde, hvis det er nødvendigt," siger Kevin Diks og fortsætter:

"Det er selvfølgelig en anderledes rolle, end når man spiller højre- eller venstreback. Det handler mere om dueller og placeringsevne, når vi forsvarer, men jeg har stadig mulighed for at skabe rum og deltage i det opbyggende spil, når vi har bolden. Og det passer mig ganske godt," siger den 26-årige hollænder.

Duo med Denis Vavro?
Mens Valdemar Lund måtte udgå efter et slag på knæet forleden, er David Khocholava for nylig blevet knæopereret og formentlig ude resten af sæsonen, mens Nicolai Boilesen som bekendt heller ikke er aktuel på denne side af sommerferien efter hans alvorlige knæskade i efteråret. Dermed er Kevin Diks muligvis tættere på mere spilletid sammen med Denis Vavro.

"Jeg spillede næsten hele pokalkampen i Vejle som midterforsvarer sammen med Denis, og det gik godt, ligesom det gjorde i den sidste halve time på banen i søndags. Vi har begge en fin fart, som gavner os. Og vi er begge to duelstærke, så jeg er fortrøstningsfuld, hvis vi skal spille sammen igen. Jeg skal nok være klar, hvis 'Nees' har brug for mig," slår Diks fast.

Intens kamp i Aarhus forude
Søndag står han og holdkammeraterne overfor hans tidligere klub AGF i Aarhus. Et opgør, som forsvarsspilleren ser frem til.

"Det var vigtigt, at vi kom tilbage på sporet og fik de tre point mod Viborg, selvom det langt fra var vores bedste kamp. Men vi ved, at vi skal hæve niveauet yderligere mod AGF på søndag. Det er altid intense kampe mellem mandskaberne, og det bliver det 100% sikkert også denne gang. Vi sluttede efteråret af med at vinde en tæt kamp derovre, så vi ved, hvad det kræver - og vi skal have de tre point med hjem endnu engang."

Udebaneafsnittet til kampen i Aarhus er udsolgt, men du kan stadig nå at sikre dig billet til hjemmekampen mod AGF den 21. maj i Parken. Som altid er det på billet.fck.dk.