Viktor Claesson

Kampreferat: Hårdt arbejde og spektakulære scoringer

De to hold
I forhold til Randers-kampen 2. påskedag startede Ankersen og Clem for Sørensen og Falk, og viborgenserne kom med de samme 11, som tabte 0-1 til AGF.

Rammerne var i orden – tørvejr, perfekt bane og knap 27.000 på tribunerne, som denne gang ikke råbte startopstillingen op på oplæg fra Thomas Høg Henriksen. I stedet var det storskærmsvideoer med børn fra SMILfonden, der også havde tegnet/farvelagt spillernes navne og rygnumre på trøjerne – og det var også SMIL-børn og søskende, der gik med spillerne på banen som indmarchbørn.

>> Se start-11'er, matchfacts m.m. på matchsite

Holdfoto med indmarchbørn fra SMILfonden
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Daramy-solomål efter god jysk indledning
I de første ti minutter havde Viborg-fansene dog mest grund til at smile, for deres medaljehungrende helte lagde godt fra land og dominerede spillet, men uden at sætte vores forsvar på prøver, de ikke løste forholdsvis ubesværet.

”Nu må vi godt snart komme i gang,” lyder vores oversættelse af snakken på tribunerne og nede på bænken, og derfor sendte Clem bolden ud på kanten til Darmay. Han fyrede op under støvlerne og spurtede forbi Bürgy og ned i feltet og afsluttede sit soloraid med at sparke bolden fladt under Lucas Lund til 1-0!

Mohamed Daramy
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


En vidunderlig soloaktion af den formstærke 15’er, der nok engang viste, at hans topniveau er milevidt over, hvad man ellers ser i ligaen.

Minuttet efter var Haraldsson tæt på nå et fladt Diogo-indlæg, og efter et kvarters spil fik Daramy en god skudmulighed i feltet efter kvikt samspil med Jelert, men skød lige på Lund.

Godt københavnsk pres
Efter vores langsomme start spillede vi nu med selvtillid og energi, og i 18. minut var Daramy centimeter fra at fordoble føringen, da han lidt uden for feltet overrumplede Viborg-forsvaret med et skruet langskud, der smældede mod den fjerneste stolpe og sprang i spil igen.

Midt i halvlegen havde Diogo et af flere gode ryk på højre kanten, men mistede balancen, da han fik et lille puf i feltet.

Diogo Gonçalves
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Efter 25 minutter fandt Daramy en fremstormende Claesson i feltet, men svenskeren fik ikke kraft i afslutningen, som Lund let tog sig af.

Minuttet efter strøg Diogo afsted i et hurtigt kontraløb forbi 3-4 mand, men blev nedlagt bagfra af Jakob Bonde, der fik kampens første gule kort.

Lidt efter blev Haraldsson også advaret, da han med hånden bremsede et Viborg-opspil på midten, og i modsætning til Bonde, så ulejligede han sig ikke med at protestere.

Valdemar Lund nåede højest på et hjørne, men headede over mål, og efter en halv times spil lignede Viborg ikke et hold, der var kommet sig over Daramys solomål efter ti minutter.

Hákon Arnar Haraldsson
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Viborg kom igen det sidste kvarter
Men i det sidste kvarter før pausen fandt de igen de gode takter fra indledningen og dominerede spillet, mens vi mistede grebet om kampen og havde svært ved at finde de rigtige løsninger.

Renato Júnior fik en ganske god skudchance i feltet, som blev blokeret inde foran mål, og han appellerede straks for hands. Det var der også, men på en medspiller - ikke på Vavro, som han prøvede at bilde Mads-Kristoffer Kristoffersen ind.

Lidt efter appellerede Jelert – egentlig forståeligt nok – for endnu et gult kort til Bonde, der fældede ham ude ved sidelinjen.

Viborgenseren slap dog for et tidligt bad og kunne i stedet løbe til baglinjen minuttet efter og slå et godt indlæg, som Elias Achouri fra nært hold headede mod mål. Grabara reddede med en fantastisk refleks, men tuneseren var først på returbolden og udlignede.

Ærgerligt, men som halvlegen begyndte og sluttede, var 1-1 på måltavlen ikke decideret ufortjent ved pausen.

FCK-fans i Parken
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Fortsat jysk dominans
Efter pausen fortsatte Viborg hvor de slap og dominerede med friskt angrebsspil, og Grabara havde endnu en fremragende redning i 49. minut på en ny Achouri-afslutning. Flaget var dog oppe, da han var marginalt offside, da han fik bolden.

Nogle minutter efter fik Viborg frispark ca. 10 meter uden for vores felt, men Anton Gaaeis dødbold ramte den hvide mur.

Efter en lille times tid begyndte vi at få bedre fat, og efter at Falk havde afløst Clem i pausen – og dermed tilføjet vores spil nogle nye dimensioner i det offensive – kom Andreas Cornelius også ind som forward i stedet for Haraldsson, og Christian Sørensen afløste Ankersen, hvorefter Jelert selvfølgelig flyttede fra venstre til højre back.

Roony stod også klar til at komme ind, men blev holdt tilbage. Forklaringen kom lidt efter, hvor Valdemar Lund var nødt til at gå ud, efter at han fik et skrub til træning forleden, så Diks kom ind i centerforsvaret.

Kevin Diks
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Kampen på vippen
Kampen stod nu og vippede mellem hvidt og grønt, og ingen af holdene kom rigtigt til noget i de to felter.

Med tyve minutter igen af stillingskrigen stod Roony igen klar til at komme ind, men så kom Jelert til skade i en løbeduel med Renato Junior og måtte behandles et par minutter, hvor Roony igen blev holdt tilbage – men heldigvis kom Jelert på højkant og fortsatte.

16 minutter før tid kom Roony på banen i tredje forsøg og afløste Diogo, og Viborg havde også i et par omgange sendt friske folk på banen.

Andreas Cornelius
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Lerager-lækkerier og Falk-finesser
Bare halvandet minut senere var Roony med i en forrygende offensiv aktion, hvor Falk spillede hovedrollen.

Falk fik bolden af Jelert i højre side og sendte Roony afsted mod baglinjen. Han trak lidt tilbage i banen og spillede fladt ind i feltet til Lerager, der med øjne i nakken straks spillede Falk med en lækker hælaflevering.

I fuld fart, perfekt balance og total kontrol fløj Falk forbi Magnus Westergaard, rundede Lucas Lund og lagde fra baglinjen bolden skråt tilbage til Claesson, der let (fordi han som altid stod det rigtige sted) sparkede den i tomt mål.

Rasmus Falk
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK

Sejren kom ikke i fare
Med et kvarter igen var kampen langt fra afgjort, men vi holdt klogt i bolden, når vi havde den og fandt de sidste kræfter frem, der forhindrede Viborg i at sætte et stormløb ind.

Det blev kun til enkelte indlæg, men ingen afslutninger, der satte Grabara på flere prøver, så nerverne var ikke helt på højkant i de fem minutters tillægstid. Men lidt nervøs er man vel altid…

På en dag hvor spillet ikke sprudlede leverede holdet i stedet en koncentreret og hårdtarbejdende indsats tilsat individuelle top-aktioner, ikke mindst ved de to mål.

Efter tre tætte og krævende kampe i slutspillet mod Nordsjælland, Randers og Viborg – og lad os ikke glemme den forrige Viborg-hjemmekamp – venter der nu en udekamp i Aarhus efterfulgt af fem kampe på to en halv uge mod Nordsjælland og Brøndby i ligaen og pokalen!

Elias Jelert, Roony Bardghji og Denis Vavro
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK