Codan bliver Main Partner for F.C. Københavns børne- og ungefodbold

Codan bliver Main Partner for F.C. Københavns børne- og ungefodbold

Codan bliver ny Main Partner for F.C. Københavns børne- og ungefodbold frem til minimum sommeren 2025 med en option for yderligere et år.

Det betyder blandt andet, at F.C. Københavns bedste talenthold på U14-U19 i de kommende år vil spille med Codan på brystet, mens forsikringsselskabet ikke mindst kommer til at spille en vigtig rolle i udviklingen af børne- og ungefodbold i København og for udviklingen af FCKs talenter fremadrettet.

Codan kommer ikke bare på trøjerne, men bliver også en synlig og aktiv partner på FCK Camp og FCK Træning.

Codan med historik hos B1903
Dermed vender Codan tilbage til FCK, efter man var mangeårig hovedsponsor i B1903 fra 1978 og frem til 1992.

”Det er dejligt at byde Codan velkommen tilbage. Det er en del af vores strategi, at vi vil bidrage til, at børn og unge får en masse positive oplevelser omkring fodbold, uanset om de drømmer om at spille i Parken eller bare elsker spillet. Det arbejde kommer Codan til at bidrage meget aktivt til i samarbejde med os via partnerskabet, der går på tværs af vores træninger og Camps og til klubbens største talenter, så alle får et løft. Det er vi super glade for, og vi glæder os meget til samarbejdet med Codan,” siger Mikkel Grove Lindsted, kommerciel direktør i F.C. København.

U19-holdet får Codan på maven i fremtiden

Codan vil understøtte drømmen om at spille i Parken
I Codan ser man frem til partnerskabet og at hjælpe flere til gode oplevelser omkring fodbold og for nogle et stykke af vejen mod at indfri drømmen om at spille i Parken:

”Uanset alder, køn eller baggrund er de positive effekter af sport, herunder fodbold, uvurderlige. Gennem vores partnerskab med F.C. København ønsker vi at give de børn, der drømmer om en dag at spille i Parken, de bedst mulige betingelser og fodboldoplevelser. Samtidig er vi med til at fremme sundhed, samarbejde og fællesskab, hvilket er afgørende for deres udvikling som mennesker, " fortæller marketingdirektør Mikkel Friis Lind, og supplerer yderligere.

"Vi kan her være med til at skabe rammerne for, at det er sjovt at spille fodbold til gavn for både den fysiske og mentale sundhed, som er et stigende og meget aktuelt samfundsproblem. Med dette initiativ og vores engagement i sundhed og trivsel hos børn og unge, bekræfter vi vores forpligtelse til at gøre en forskel for den næste generation,” siger marketingdirektør Mikkel Friis Lind fra Codan.