Victor Froholdt

Victor Froholdt før U19-Derby: Det bliver en fed kamp

På fredag venter Brøndby hjemme i U-19 ligaen. I den forbindelse sætter Victor Froholdt et par ord på sine forventninger til kampen.  

”Det bliver en fed kamp, og det er en af de helt store kampe i U-19 ligaen. Brøndby har haft en god start på sæsonen, og er et af topholdene, så vi skal ud og dominere. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at vinde kampen på fredag.”

De afgørende parametre
”Det afgørende bliver, at vi skal være intensive i vores pres, have kort afstand i vores kæder, så vi kan lægge tryk på boldholder. Vi skal være rolige på bolden og turde spille bolden ud langs banen. Derudover kommer dybe løb og tempo i spillet til at være afgørende, og hvis det lykkes, så er jeg sikker på, at vi vinder,” fortæller Froholdt.  

Konkurrencen mellem F.C. København og Brøndby 
”Jeg synes, det er fedt, der er konkurrence, hvor vi bliver udfordret. Nu tabte vi til Randers sidste weekend, så vi skal tilbage på sporet og bevise, at vi er det bedste hold i ligaen.”  

”Det vil betyde rigtig meget at vinde på fredag, men alle fodboldkampe er vigtige. Men jeg synes, at et Derby betyder lidt ekstra.”

Den gode stime skal fortsætte
”Vi skal blive ved med at gøre det vi gør. Vi har spillet godt i ligaen og Youth League. Vi skaber en masse chancer og har masser af tempo på bolden. Hvis vi lægger tryk på modstanderen, så er jeg sikker på vi bouncer godt tilbage.”   

”Det handler om at have fokus på restitution og være skarpe i de træninger vi har. På den måde kan vi forbedre os og stå bedst muligt til kampene,” uddyber Froholdt om, hvordan den gode stime skal fortsættes i et tæt program med kampe i ligaen, Youth League og for manges vedkommende også ungdomslandskampe.

Forskellen på Youth League og U-19 ligaen
”Man kan mærke, at der er et større pres, og tempoet er skruet op i Youth League end i ligaen. Jeg synes, vi har bevist, at vi kan være med på højeste niveau. Youth League er et super godt skridt, og det lærer mig en masse, for det er et godt tempo at spille i,” slutter Froholdt.

Kampen kan streames via din FCK-app og tv.fck.dk på fredag klokken 13.00, hvis du er kortholder, abonnent eller har FCK+ abonnement.