Sektion 12

Sæsonkort­holdere kan blive kompenseret – eller donere til fanarbejde

Der bliver ikke spillet fodbold med tilskuere i Telia Parken frem til i hvert fald september. Derfor er vi er nu klar til at tilbyde vores mere end 12.000 sæsonkortholdere muligheden for at få kompensation for de kampe, de ikke har mulighed for at komme ind og se, mens abonnementer kan blive stillet i bero.
 
De kan også vælge at støtte klubbens fanarbejde ved at donere kompensationen til udviklingen af det kommende fanmiljø ved B og C-tribunen, vi laver i fællesskab med Carlsberg.
 
Mulighed for kompensation
“Det er meget usandsynligt, at vi kan spille fodbold med tilskuere i Telia Parken frem til i hvert fald udgangen af august," siger Katja Moesgaard, COO i FCK.

"Vi har ikke været i tvivl om, at den mest fair løsning trods de vanskelige omstændigheder er, at vores mange loyale sæsonkortholdere og abonnenter skal have mulighed for at blive kompenseret for de kampe, de går glip af at se live på stadion. Kampe, vi alle havde glædet os til at opleve sammen."
 
Håber mange vælger at donere til fanarbejdet
”Vi har fået rigtigt mange henvendelser fra sæsonkortholdere, der ikke ønsker at få refunderet penge eller blive kompenseret. Vi er alle meget glade for den fantastiske opbakning og de mange gode ideer, der er strømmet ind i en meget svær tid for klubben. Det viser den loyalitet og de stærke bånd, der er mellem klubben og fansene."

"Vi håber selvfølgelig også, at mange vælger at donere til fanarbejdet, men den beslutning ligger hos den enkelte,” siger Katja Moesgaard.
 
Alle kontaktes direkte
Sæsonkortholder og abonnent bliver på mandag den 20. april kontaktet direkte via den mail, du har opgivet ved købet af sæsonkort eller abonnement. Her får du oplistet en række muligheder, som du skal vælge ud fra.

Det er vigtigt, at du som sæsonkortholder eller abonnent læser din mail og træffer et aktivt valg om enten kompensation eller donation.

Det er fortsat ikke afklaret, hvad der kommer til at ske med vores returkamp mod Istanbul Basaksehir, men vi melder ud, så snart det er muligt.

Vi takker mange gange for jeres tålmodighed i denne vanskelige situation. Vi savner jer og glæder os til at dele store oplevelser i København og Europa med jer igen, så snart det er sundhedsmæssigt forsvarligt.