Spillerne løber på banen

Vigtigt skridt mod nyt fanmiljø i Telia Parken

FCK tager et vigtigt skridt mod nyt fanmiljø i Telia Parken
 
Som et led i den nye aftale med Carlsberg er der afsat et anseeligt millionbeløb til udvikling af totaloplevelsen i Telia Parken, og et nyt fanmiljø er en af hjørnestenene.

På onsdagens FCK Inside for vores sæsonkortholdere løftede Katja Moesgaard sløret for et af de første konkrete initiativer. I samarbejde med vores Food & Beverage-partner, AirGroup, har vi nu overtaget baren på hjørnet af B og C-tribunerne, der hidtil heddet Central Park. I første omgang overtager AirGroup driften af baren, mens planerne for det nye fanmiljø bliver færdiggjort og sat i værk.
 
”Det er en væsentlig del af vores strategi, at vi ønsker at skabe en totaloplevelse, når vi har kampe og events på vores stadion. Desuden vil vi meget gerne vil skabe rammer og muligheder for gode oplevelser i dagene mellem de store begivenheder,” siger COO Katja Moesgaard og uddyber:
 
B og C skal kobles mere sammen
”Vi ved, at et nyt fanmiljø er en afgørende brik, og derfor valgte vi sammen med Carlsberg at afsætte midler til at skabe et attraktivt fanmiljø. Et første og væsentligt skridt er, at vi nu igen har kontrol over hjørnet mellem Unibet- (B) og Carlsberg (C)-tribunerne."

"Vores ambition er at koble de to tribuner mere sammen, og nu vil vi sammen med Carlsberg og vores fans lægge en plan for, hvordan vi får skabt de bedste rammer i det hjørne."

Fan-involvering plus Carlsbergs erfaring
"Det er vigtigt for os, at vi gør det rigtigt, og derfor er et af de næste skridt at inddrage vores fans og få indsigt i deres ønsker, ligesom Carlsbergs enorme erfaring med events er en stor fordel” siger Katja Moesgaard.
 
Der er fortsat et stykke vej, før planerne er klar, og derfor er det for tidligt at sætte dato på, hvornår byggeriet begynder.

Partnere i over 20 år
F.C. København og Carlsberg har et af de længstvarende partnerskaber i dansk fodbold. Siden 1999 har Carlsberg også været klubbens største partner, og partnerne annoncerede i sidste uge, at samarbejdet som minimum fortsætter til 2026.

>> Læs mere om den nye aftale her