Jacob Neestrup

Neestrup: Gør altid ondt at miste point i de sidste minutter

"Overordnet set synes jeg, vi leverede en godkendt præstation, men vi må jo ikke lukke sådan et mål ind i tillægstiden", sagde Jacob Neestrup efter at løverne her til aften smed sejren i 93. minut.

"Det rum, hvor bolden kommer, skal bare lukkes ned, og den fare opfatter vi for sent, og så scorer det på deres første rigtigt store chance i kampen. Og det var præcis også sådan på den måde, AGF fik en stor chance sidste søndag, og det må ikke ske igen."

"Det gør altid ondt at miste point i sidste minut, men som sagt en godkendt præstation, hvor mange ting i vores spil går i den rigtige retning. Jeg synes, vi er bedst i 1. halvleg, og så har de en god periode i starten af anden halvleg, inden vi tager over igen."

"Jeg er glad for udviklingen i vores presspil, hvor vi prøver at tage initiativet mod et hold, som er svære at spille mod, Men det er en hårfin balance, om vi erobrer bolden i vores høje pres, eller de spiller lige gennem os, som det skete et par gange i 1. halvleg. Men generelt virker vi solide nede bagved og giver ikke mange chancer væk."

"I vores offensive spil mangler der lidt slutprodukt, hvor vi er lidt for afhængige af Mo, når vi nærmer os feltet. Men i vores gode perioder spiller vi med stor ro, men det blev sværere, jo længere frem vi kom på banen."

"Vores venstre side var stærk i dag med Mo, Christian og Claesson, men vi skal være bedre til at bruge Hákon på den rigtige måde. Vi kan jo ikke gøre de samme ting, som når vi har Corner i feltet, men det givet i stedet nogle andre muligheder."

"Skaderne hos mange nøglespillere gør det selvfølgelig ikke nemmere at nå vores målsætninger her i efteråret, for vi har også sværere ved at rotere i det tætte program. Men det er min og stabens pligt at arbejde med dem vi har, og det er også dygtige spillere. Elias gør det fremragende i dag, og Hákon og Ísak var nøglespillere, da vi vendte skuden i Mesterskabsspillet i foråret."

"Jeg ved endnu ikke, hvad status er på Corner, som gik ud under opvarmningen, og heller ikke med Vavro, men umiddelbart tror jeg ikke, at han spiller tirsdag. Boilesen skulle gerne være tilbage i løbet af næste uge, men Falk tør jeg ikke sætte noget tidsperspektiv på. Og så må vi se med de andre angribere. Orri kom tilbage fra landsholdet med en baglårsskade, Karamoko har problemer med en fod, han blev trådt over, men spillede alligevel en halvleg i Manchester, og Babacar gik også ud under træningen i går," sluttede Neestrup.