Dave Cosgrave

Long-read: Dave Cosgrave, del 1

I den første af to artikler fortæller FCK's Head of Medical Dave Cosgrave om sin opvækst i Dublin og karrieren i en række engelske Premier League-klubber.

Så en dag ringede William Kvist
I sommeren 2014 sad Dave Cosgrave i London, afslappet og ubekymret, og drak gin og tonic under Tower Bridge, mens han ventede på det rigtige jobtilbud efter fire sæsoner i Fulham, der netop var rykket ud af Premier League.

”Når du rykker ud af Premier League, så er det første der sker, at klubben fyrer hele sin dyre stab.”

Dave var ikke urolig, men tiden gik.

”I juni er alle på ferie, i juli er de tilbage til pre-season og i august går alle i gang med sæsonen. Her sad jeg i september og havde stadig ikke fundet et job, der matchede mit seniorniveau.”

Så fik han en opringning fra William Kvist, som kendte ham fra Fulham.

”William sagde, F.C. København leder efter sådan en som dig, for de har nogle problemer med forstrækninger. Er du interesseret?”

- - - - - - - - -

Jeg stjal æbler fra Bono’s frugthave
”Jeg blev født i Dublin i 1977 og voksede op ved kysten i en bydel, der hedder Dunleary, i et normalt irsk hus. U2 boede i det samme område, og Bono’s hus lå lige i nærheden af hvor jeg voksede op. Jeg plejede at stjæle æbler fra hans frugthave, hvor vi kunne kravle over muren, men jeg husker også, at de havde nogle store hunde!”

”Jeg spillede fodbold i Dublin for St. Joseph’s Boys, som er er en del af førstedivisionsklubben Bray Wanderers. Da jeg var 15 eller 16, blev jeg sparket i ryggen og brækkede det nederste af ryggen, det såkaldte L5-S1-segment, og jeg fik en ”dropfod”, dvs en lammelse, så jeg ikke kunne bevæge den. Jeg tilbragte et år med genoptræning og mistede et helt skoleår, så det forsinkede en masse ting. Det var da, jeg besluttede at koncentrere mig om en akademisk uddannelse, og sådan gik det til, at jeg kom på universitet.”

”I 2001 blev jeg uddannet fra AECC (Anglo-European College of Chiropractic) på universitetet I Bournemouth, og min særlige kompetence var sammenhængen mellem hofte og fod. Jeg tog herefter hjem til Dublin et år, inden jeg flyttede til London."

"Mine venner og bekendte fortsatte med at spille fodbold og kom til klubber som Bristol, Nottingham, Millwall and Sunderland, så jeg kendte godt den professionelle fodboldverden, men dengang havde jeg ingen som helst planer om at arbejde der."

- - - - - - - - -

De hyrede mig til at tage mig af Jamie Redknapp
”Men jeg fik mit første job i fodboldverdenen i Tottenham Hotspurs i 2003. Glenn Hoddle var manager, og det gik ikke så godt for dem, men de havde en række store personligheder som Steffen Iversen, Robbie Keane, en ung Jermaine Defoe, en ung Bobby Zamora – men de hyrede mit til at tage mig af Jamie Redknapp, der havde en alvorlig skade i ankel og knæ. Jeg blev hans personlige behandler, og vi fik en rigtig god relation, og han er bare en fantastisk netværker, som introducerede mig til alle mulige mennesker.”

Jamie Redknapp
Jamie Redknapp i en kamp mod Leeds United på White Hart Lane i august 2003. Foto: Jamie McDonald, Getty Images

- - - - - - - - -

Netværk åbner døre, og Dave blev bl.a. inviteret til at holde oplæg for det engelske fodboldforbund, og en dag åbnede Liverpool døren for ham på træningsanlægget Melwood.

Melwood var lige som at være i F.C. København
”Jeg var ikke fastansat i Tottenhams stab, men freelancede med min specialviden, og en dag i 2005 blev jeg inviteret op til Liverpool. De havde lige vundet Champions League, så det var en stor tid på Melwood, og her stod jeg lige pludselig og behandlede alle deres topspillere.”

“Jeg arbejdede med Harry Kewell, som havde en meget dårlig fod, og de spanske spillere som Xabi Alonso, Luis Garcia og Fernando Morientes var vilde med kiropraktik og osteopati. De havde jo særligt gode tider, fordi Spanien vandt alt i de år. Det var i Liverpools Benitez-periode, men klubben havde stadig nogle franske spillere fra Houllier-perioden, så der var bare fyldt med store navne. Steven Gerrard, Jamie Carragher, Daniel Agger var lige kommet med alle sine tatoveringer, Sami Hyypiä, en stor personlighed.”

”At arbejde på Melwood var lige som at være i F.C. København. Du føler dig utrolig velkommen, scouserne er bare varme og rare mennesker, og anfører Steven Gerrards ånd gennemstrømmede bare hele stedet. Det var en utrolig atmosfære, og det var virkelig et givende sted at være."

Rafael Benitez på Melwood træningsanlæg
Rafael Benitez giver instruktioner på træningsanlægget Melwood før en Champions League-kamp mod Chelsea i september 2005. Foto: Alex Livesey, Getty Images

- - - - - - - - -

Allardyce havde altid interesseret sig for videnskab og data
Sam Allardyce var 15, da han fik lærlingekontrakt i Bolton Wanderers, hvor han også spillede sine første ni senior-sæsoner. Senere blev han manager i 1999 og førte dem op i Premier League i 2001. Der var ikke pege til at købe spillere, så han fokuserede på at opbygge den bedst mulige stab og support for holdet.

"Sam Allardyce havde altid interesseret sig for videnskab og data, så han ansatte en ung, dynamisk stab i Bolton og gav dem penge og opbakning til at skabe innovation. F.eks. videofilmede de træningen og brugte det til at coache spilerne, og den fysiske træner begyndte at bruge GPS til at tracke spillerne, og Sam sagde også ja, da lederen af deres sundhedssektor, Mark Taylor, f.eks. gerne ville have en fransk osteopat og en kinesisk akupunktør. Det var også sådan, jeg fik job i Bolton i 2006."

Sam Allardyce
Sam Allardyce i en kamp mod Liverpool på Boltons Reebok Stadium i september 2006. Foto: Michael Steele, Getty Images.

"Mark Taylor ønskede også, at jeg skulle være mere involveret med holdet, så det var et trin op for mig i karrieren. Det var der, jeg besluttede, at det skulle være et fuldtidsarbejde for mig."

Mark Taylor, også en tidligere spiller, havde taget en bachelor i fysioterapi og en master i sports science, og han havde arbejdet med Sam Allardyce, da han var manager i Blackpool i 1985 og senere også arbejdet med Roy Hodgson i Blackburn.

- - - - - - - - -

Hele afdelingen blev spredt for alle vinde
"Der er en rød tråd fra F.C. Københavns præstationsmodel i dag og tilbage til Bolton og Sam Allardyce i begyndelsen af 00’erne. Han byggede sin model i en lille, nyoprykket klub, der fik stor succes og sluttede i Top 8 fra 03/04 til 06/07, og de spillede europæisk gruppespil tre sæsoner i træk. Sam købte spillere som Ivan Campo, J.J. Okocha, Nicolas Anelka og overbeviste dem om, at Bolton var Manchester – hvilket det nu ikke var. Det var også der, jeg mødte Henrik ”Tømrer” Pedersen, som var en vældig flink fyr og virkelig en arbejdshest, et power house."

Sam Allardyce forlod Bolton i 2007 til fordel for Newcastle, og Mark Taylor fulgte ham. Assistenten Sammy Lee blev ny manager, og efter nogle få måneder overtog Gary Megson jobbet, og Bolton sluttede sæsonen kun ét point fra nedrykningsstregen.

"Efter Sam og Mark rejste, gik det ned ad bakke for Bolton, og nu er de jo en katastrofe, fordi alle de senere managers besluttede at droppe den videnskabelige tilgang til præstationsmodellen. Hele afdelingen blev spredt for alle vinde og var i stedet med til at opbygge det nye Manchester City, det nye Burnley og det nye Chelsea. Alle disse klubber, også Liverpool, nød virkelig godt af at ansætte Sam’s specialister."

"Stoke var i bund og grund også et crazy gang”
"Jeg tog til Stoke og arbejdede for Tony Pulis, og det var Harry Redknapp, der anbefalede ham at ansætte mig. Tony havde spillet for Harry, da han var manager i Bournemouth, og Harry kendte mig, fordi jeg havde arbejdet med Jamie. Redknapp’erne er en fantastisk familie og gode netværkere, og de hjælper altid deres venner."

"Tony’s assistent i Stoke hed David Kemp, der som spiller var en del af ”the crazy gang” i Wimbledon, og han var faktisk også assistenttræner i klubben, da Ståle spillede der i sin tid. Et andet sjovt sammentræf."

Tony Pulis og Harry Redknapp
Tony Pulis og Tottenham-manager Harry Redknapp under en kamp på White Hart Lane i 2009. Foto: Clive Rose, Getty Images

"Stoke var i bund og grund også et “crazy gang” – plus Thomas Sørensen. Der var f.eks. Robert Huth, der rendte rundt og sparkede til alt og alle, det samme gjorde Ryan Shawcross, og Rory Delap kunne kyle bolden i hele banens længde. Det var så meget anti-fodbold, at det var latterligt. Men det var det mest uskyldige arbejdsmiljø, fordi drengene havde netop overlevet den første sæson i Premier League efter oprykningen, og nu prøvede de bare at lave lidt ravage i Premier League."

"Tony Pulis' måde at spille fodbold på er nok det tætteste, du i Danmark kan komme på Bo Henriksen. Det lange Horsens-indkast har Bo helt sikkert stjålet i Stoke! Men jeg havde en god tid i klubben, hvor jeg var i to sæsoner."

Vil du flytte til London?
"Samtidig var Roy Hodgson manager i Fulham og havde hentet min gamle chef Mark Taylor i Newcastle. Roy kendte ham fra Blackburn i 1996, og da Fulham var ved at rykke ud af Premier League, ringede han til Mark og bad ham komme ned og hjælpe med at få styr på tingene. Så Mark forlod Sam Allardyce og Newcastle og tog til London, hvor de købte Brede Hangeland i FCK – en af Roy’s gamle klubber, da Ståle spillede, og de vandt mesterskabet i 2001/01."

"Fulham blev oppe og slog bl.a. Man. United og Liverpool og kom siden på den fantastiske Europa League-rejse og nåede finalen i 2009/10, hvorefter Roy tog til Liverpool. Men da jeg forlod Stoke, var det fordi men gamle chef Mark Taylor ringhede og spurgte, vil du flytte til London? Jeg har et job til dig her i Fulham."

- - - - - - - - -

Han fortalte mig alle historierne om Copenhagen Air Force
"Det var bare en dejlig tid! Jeg boede lige ved Themsen og kunne gå til stadion på fem minutter, det var bare smukt. Efter Roy tog til Liverpool, blev Mark Hughes manager i Fulham, og de var oppe og køre, fordi de lige havde været i Europa League-finalen. Det var der, jeg mødte Brede Hangeland, den store nordmand, som plejede at tage undergrundsbanen eller cykle, og alle spurgte, hvem er den fyr? Men vi synes bare det var helt normalt, for Fulham er en helt normal klub."

Brede Hangeland
Brede fejrer en scoring mod West Bromwich Albion på Craven Cottage i januar 2011. Foto: Scott Heavey, Getty Images

"Brede er en rigtig god ven, og han fortalte mig alle historierne om Copenhagen Air Force, da han spillede sammen med Michael Gravgaard, og om alle de gode tider i København."

Mark troede, der var et større job på vej
"Efter sæsonen besluttede Mark Hughes at sige op. Vi havde haft en stor sæson, Clint Dempsey havde scoret 25 mål, vi blev nr. 8 i Premier League og alt kørte fint. Men Mark regnede med, at han ville få en opringning, og at der var et større job på vej, så han stoppede."

"Bestyrelsesformanden Mohamed Al-Fayed, der ejer stormagasinet Harrods, blev meget ophidset, for han anså Fulham for syd-Englands Man. United. I stedet ansatte han Martin Jol, som havde været i Tottenham, Hamburg og Ajax uden den helt store succes, men formanden var sikker på, at han var den rette mand."

Det var fandeme Alex Ferguson, der ville kapre Mousa
Der er så mange historier, man kan fortælle fra de her år… jeg kan huske, da Fulham mødte Man. United på Old Trafford i august 2012, hvor Alex Ferguson kunne se, hvordan Mousa Dembelé totalt overstrålede hans midtbane, ene mand. Ligesom Rasmus Falk driblede han bare forbi dem allesammen, men vi tabte 2-3. Efter kampen bankede det på døren til vores omklædningsrum, og en United-assistent ville gerne invitere ”Udeholdets man of the match” til at følge med."

"Men altså, ingen banker jo på døren på Old Trafford for at hylde ”Udeholdets man of the match”, så Mark Taylor bad mig følge med, og det var fandeme Alex Ferguson, der ville kapre Mousa. Han var på jagt efter en afløser for Paul Scholes, og Ferguson roste ham for hans indsats og sagde, at han virkelig havde imponeret ham og så videre og så videre. Mousa sagde ikke meget, men Mark Taylor sagde: Få ham ud!! Alle vidste nemlig, at Mousa havde en frikøbsklausul på 15 mio. pund, men det endte i stedet med, at Tottenham købte ham, og han fik en fantastisk karriere."

Dave Cosgrave and Bryan Ruiz
Dave behandler Fulhams Bryan Ruiz, der er afsted med Costa Ricas landshold

- - - - - - - - -

Det var der, vi hentede William Kvist
"Men jeg tilbragte et par år med Martin Jol, og han er virkelig en meget flink mand, men i de år tabte vi det momentum, klubben havde i Roy Hodgson-perioden. Mohamed Al-Fayed havde besluttet ikke at investere flere penge i klubben, så Jol-perioden var ved at løbe lidt løbsk. Vi tabte, vi havde ingen penge, og drengene kæmpede bare for at overleve i Premier League, og da Martin sagde op i december 2013, blev René Meulensteen bedt om at tage over."

"Det var der, vi hentede William Kvist på en lejeaftale i Stuttgart i januar 2014. Fulham havde en stor analyse- og scoutingafdeling, og Brede havde arbejdet hårdt på, at få William op på listen ved at fortælle de rigtige personer, at vi manglede en spiller som ham. Og vi var nødt til at gøre noget på transfermarkedet, hvis Meulensteen skulle rydde op efter Jol."

"William kom, og allerede hans anden kamp vores bedste i den periode, hvor vi spillede 2-2 på Old Trafford. Vi førte endda 1-0 til der manglede 12 minutter, hvorefter United scorede to gange, men Darren Bent udlignede i sidste minut. Og et par dage efter blev Meulensteen erstattet af Felix Magath, og det ødelagde i bund og grund ødelagde Williams karriere."

William Kvist
Kvist i duel med Adnan Januzaj på Old Trafford i februar 2014. Foto: Michael Regan, Getty Images.

Jeg var der også dengang med osten
"Magath var bare så underlig, og du kan finde mange historier om ham på nettet. Han elskede at skabe en psykologisk usikkerhed hos folk. Jeg kan huske engang, hvor jeg stod i et badebassin, og vores reservemålmand David Stockdale kom forbi. Magath bad hamlige vente, og så rejste han sig op i bassinet, splitternøgen, lige foran David, der stod på gulvet i øjenhøjde med hans pik... Jeg tænkte bare, hvad laver jeg her, og prøvede at gøre mig usynlig, mens David forgæves bare prøvede at kigge op i loftet."

"Det er bare en af de vilde Magath-historier, som alle kender. Han bad også engang en spiller om at komme ind og holde møde med ham i saunaen, og nogle gange sad han bare helt stille til møder og rørte langsomt rundt i en kop te, bare for at se hvordan folk reagerede. Men jeg havde ingen problemer med ham, han var helt OK, for jeg var seniormedarbejder i staben, og os havde han aldrig problemer med."

Felix Magath
Magath og Fulham-bænken under en Championship-udekamp mod Nottingham Forest i september 2014. Foto: David Rogers, Getty Images.


"Jeg var der også dengang med osten, hvor vores læge var tæt på at sige op. Brede havde problemer med sit knæ, og lægerne ville give ham en indsprøjtning, men det forbød Magath. I stedet sendte han tøjmanden ned i supermarkedet efter noget ost eller kvark, og en af behandlerne smurte det på Bredes knæ og pakkede det ind. Da Brede kom hjem, spurgte hans kone, Celin, hvad i alverden det var for en stank. Brede prøvede at forklare, at Magath mente, at osten ville få spændingerne ud af knæet, men hun krævede bare, at han tog det af..."

"Historien blev kendt, da vores anfører Danny Murphy skulle i Match of the Day, og han ringede til Brede og sagde, at de ville bede ham fortælle nogle Magath-historier, og om han måtte fortælle dem om osten."

Tjah... vi rykkede ned
"Jeg kan også huske, at Magath satte lås på fitnesslokalet, for han ville ikke have spillerne derind. De skulle kun træne og lave øvelser på græs, det vil sige den klassiske tyske model med power træning på banen. Men så satte vi en udkigspost ude ved træningsbanen for at holde øje med Magaths vagthund, en fyr der hed Werner, som snusede rundt for at se, hvad han kunne finde. Udkigsposten plejede at fløjte eller løbe ind i fitnesslokalet, så spillerne kunne nå at gemme sig. Tjah... vi rykkede ned."

- - - - - - - - -

Fulham fyrede Felix Magath i september 2014, da Dave tog til jobinterview i København uden at vide, at Brede Hangeland havde sendt en e-mail til teknisk direktør Johan Lange med indholdet:

”Hvis du lader ham forlade lokalet uden at underskrive en kontrakt, så er det en katastrofe. Venlig hilsen, Brede.”

Ståle Solbakken og Johan Lange lod ikke Dave forlade lokalet, og han underskrev kontrakten. Læs mere om hans fem år i København i del 2 i morgen.