Rådhus-hyldest i København og på Frederiksberg

Guldfejring: Rådhusbesøg 20. maj i København og på Frederiksberg

Traditionen tro fejres et mesterskab blandt andet med, at F.C. Københavns spillere og stab hyldes med besøg på rådhuset i København og på Frederiksberg.

Tidsplan

14.40 Spillerne ankommer til Københavns Rådhus

14.45-15.15 Taler i festsalen v/Frank Jensen og Bo Rygaard (pressen har adgang)

15.20 FCK-bussen kører til Frederiksberg Rådhus

15.30-17.00 Mød spillerne på Frederiksberg Rådhusplads


Københavns Rådhus
”Kæmpestort tillykke til FCK med mesterskabet! Holdet har afgjort været landets bedste denne sæson. Det er en sand fornøjelse at fejre et hold, hvor flere af de centrale spillere har slidt deres første fodboldstøvler i københavnske klubber som KB, Rosenhøj og B1903”, siger Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen.

”Vi er meget stolte over, at vi blevet inviteret ind på vores smukke rådhus. Det er en fin tradition, som vi altid glæder os til at opleve og være en del af. Vi ønsker at være en del af København og gøre byen stolte af os, og det ser vi det her som et udtryk for”, siger Katja Moesgaard, COO i F.C. København.

Frederiksberg Rådhus
Efter besøget på Københavns Rådhus, som pressen har adgang til at overvære, kører bussen til Frederiksberg Rådhus.

Mesterskabet blev vundet i Telia Parken, men forarbejdet sker på træningsbanen ved KB-Hallen på Frederiksberg. Derfor hylder kommunen også mestrene på Frederiksberg Rådhusplads, hvor du kan få autografer og tage billeder med spillerne, der sidder ved langborde på pladsen. Der er også lidt koldt at læske sig på til de yngste.

Så kom og mød spillerne og vær med til at skabe en rigtig festlig eftermiddag!

Husk også vores store sæsonafslutning lørdag den 25. maj med guldfest i Fælledparken før og efter vores hjemmekamp mod FC Nordsjælland, hvor der allerede er solgt op mod 30.000 billetter. Læs mere her.