Kampreferat: FCK vs. FCV

Hele dagen var folk strømmet ned mod PARKEN fra Østerbrogade, men de fleste nåede ikke længere end Idrætshusets valglokale, før de ikke havde flere stemmer tilbage. Der var derfor kun 10.420 på plads i PARKEN til at sørge for den vokale lydkulisse til ”valgkampen” mellem hvid og grøn blok.

Kampen blev præcis så tæt og fysisk betonet, som de hvides partileder Roland Nilsson havde forudsagt på den afsluttende pressekonference dagen før, og intet var afgjort før sidste fløjt. Det var dog helt fortjent, at københavnerne kunne trække sig tilbage som sejrherrer, da den bulgarske tilforordnede Todorov gjorde resultatet op efter 2 gange 45 minutter.

Prognosen havde da også længe varslet hjemmesejr - dels fordi Morten Nordstrand efter 54 minutter iskoldt havde omsat et straffespark, som ukrainerne begik mod Johnny Thomsen. Og dels fordi Poltava, trods meget boldbesiddelse, meget sjældent evnede at komme frem til chancer, selv om der ellers var nogle usikkerhedsmomenter i den hvide bagkæde i de første 45 minutter.

Hjemmeholdet åbnede kampen bedst og dominerede den første snes minutter, som man afsluttede med en pænt stor chance til Dame N’Doye. Det var kreatøren Bolaños, der med en suveræn flad fremlægning spillede den senegalesiske spidskandidat fri i feltet, og han gled også elegant forbi den fremstormende ukrainske målmand, men vinklen blev lidt for spids, og tæt på baglinien sendte han kun bolden på tværs af mål.

Fra da af mistede løverne pludselig initiativet, og ukrainerne fik gang i deres kampagne igen, som de stort set hver gang lancerede via venstrefløjen, hvor venstrekanten Rebenok forsøgte at skabe noget. Men de havde ikke mange overraskelsesmomenter på programmet, så egentlige chancer kom de ikke frem til. Det nærmeste var et skudforsøg fra Ahmed Januzi, men han sendte bolden nogle meter forbi mål. Men hvid blok var pludselig blevet meget stillestående og uopfindsomme i spillet, så det var ikke ligefrem jubelscener, der lød fra lægterne, da den noget usikre Todorov blæste til pause.

Den pause fik Roland Nilsson dog benyttet til at få sine tropper tilbage på vinderkurs, og fra 2. halvlegs start fik man mere fart i spillet og overtog stille og roligt kontrollen med tingene igen. Bolaños diskede op med adskillige lækkerier, og især mindes man en detalje, hvor han med højre fods hæl spillede bolden tilbage på sin venstre fod, med hvilken han – bagom højrebenet – lige lavede en tunnel på en sagesløs ukrainer og spillede 1-2 med Nordstrand lidt uden for feltet, men desværre kiksede han sin afslutning. FCK.DK’s udsendte forsøgte efter kampen at rekonstruere Bolaños-driblingen og var decideret heldig med at undgå 8 uger i gips.

Få minutter var costaricaneren på spil og dryssede en lækker flad fremlægning ind i feltet til Nordstrand, der ikke lod Bolaños noget tilbage hvad angår hæl og tå, da han kvikt spillede bolden videre til Johnny Thomsen, der var trukket godt ind i feltet ude fra højre side – og blev nedlagt af Kurilov, der lige stak et ben bagud på det forkerte tidspunkt.

Todorov pegede resolut på pletten, og Nordstrand lagde bolden til rette og sparkede med største selvfølgelighed læderkuglen stensikkert i netmaskerne, så keeper Dolganskyi ikke fik noget clean sheet i 37 års-fødselsdagsgave.

Nogle minutter efter fik ukrainerne deres vel nok største chance for at bringe balance i regnskabet, da Januzi var ved at komme på skudhold, da Sigurdsson tabte et halvt skridt i feltet – men islændingen genvandt lynhurtigt balancen og fik på fornem vis prikket bolden væk, inden ukraineren nåede at fyre af.

Herefter havde hjemmeholdet godt kontrol med tingene resten af kampen, hvor Poltava ganske vist havde bolden en del, men ikke magtede at skabe noget som helst. Ironisk nok var deres mest nærgående forsøg derfor, da Sölvi lossede en bold væk og ramte Sigurdsson, så den strøg tilbage mod Wilands mål, men den svenske keeper nåede uden problemer ned og afværge et islandsk uheld af dimensioner, der ikke lige ville have fået plads i glemmebogen foreløbig.

Derimod må man nok indrømme at store dele af kampen hurtigt forsvinder ud af hukommelsen, og de sidste 15-20 minutter blev også temmelig begivenhedsløse. Og selv om alt pegede på en fortjent sejr til hvid blok, kunne man ikke vide sig helt sikker, før alle minutterne var talt op. Der var da også en vis nervøsitet til aller-aller-sidst, hvor hjemmeholdet smed bolden for hurtigt væk, i stedet for at holde mere på den eller losse den ud i Fælledparken.

Heldigvis fik kampen dog den rigtige vinder, og da de andre to hold i gruppen, Hannover og Standard Liege, samtidig spillede 0-0, fik løverne et glimrende udgangspunkt og regerer indtil videre øverst i gruppen!