Kampreferat: FCV vs. FCK

Roland Nilsson og trænerteamet havde valgt ni nye til startopstillingen i forhold til søndagens Superliga-kamp mod AaB – gengangerne var Ragnar Sigurdsson og Morten Nordstrand, mens Peter Larsson fik sin første optræden siden han kom tilbage fra sit lejemål i Helsingborgs IF. Youssef Toutouh fik sin allerførste optræden i startopstillingen, og det kvitterede han for ved at være en af de mest ivrige københavnere i indledningen på kampen.

Ellers var det tydeligt, at der var tale om en startopstilling, der ikke er sammenspillet som hold, og det indebar en noget afventende første halve time, hvor hjemmeholdet havde bolden en hel del og periodevis fik lagt et udmærket tryk mod Superliga-topholdet og fremtvang en håndfuld hjørnespark og lange indkast. Men løvernes individuelle kvaliteter var tilstrækkelige til at holde 1. divisions nummer 4 fra egentlige chancer.

Midt i halvlegen blev den energiske Morten Nordstrand spillet helt fri i dybden af Bergvold, der hurtigt tog et frispark midt på egen halvdel, og det lignede altså ikke helt den offside, som dommeren fløjtede for. Men det var en advarsel om, at mestrene var ved at få samspillet til at fungere og dermed også komme frem til chancer.

Kort før pausen strøg Absalonsen til baglinien i venstre side og sendte et farligt indlæg tæt ind under mål, hvor Sladan Peric dygtigt fik headet væk lige for næsen af den målsultne Santin. Men efter 33 minutter fik brasilianeren stillet noget af sin sult, da han placerede sig klogt i udkanten af feltet, så Oviedo fra venstre side kunne servere en perfekt aflevering, som han satte indersiden på, hvorefter bolden strøg i mål via indersiden af stolpen.

En dukkert for det optimistiske hjemmehold, der p.t. indtager 4. pladsen i den næstbedste række, og som indtil da havde spillet deres chance ganske fornuftigt. Men det gik fra svært til endnu sværere, da Santin slog til igen syv minutter senere. Mens Absalonsen lå og ømmede sig midt på FCV’s banehalvdel stak den Nordstrand til baglinien i højre side, mens Santin timede sit løb i feltet perfekt og mødte Nords indlæg ved forreste stolpe. Thomas Mikkelsen var chanceløs, og fik nu heller ikke meget hjælp af de fire rødblusede medspillere i feltet, som forholdt sig temmelig passive i situationen.

Santin nåede endda at få en ganske god hattrick-mulighed inden pausefløjtet, da han blev spillet fri i højre side af feltet og trykkede af, men denne gang afværgede Mikkelsen med en fodparade.

Efter pausen kunne man måske have forventet nogle udskiftninger og brug af den klassiske cruise control, men de første 10-15 minutter forblev fartpiloten  på samme høje niveau som før pausen. Her skabte københavnerne således 3-4 gode muligheder, men manglede lige den sidste skarphed. Santin sparkede lige forbi, Nordstrand sparkede over, Santin blev tacklet i god skudposition, og Oviedo tøvede et sekund for længe… og Peter Larsson var tættest på med et godt hovedstød på et Toutouh-hjørne, men Thomas Mikkelsen hev en flot redning frem inde på stregen.

Herefter blev tempoet og trykket sat lidt ned, men stadig uden at hjemmeholdet for alvor kom ind i kampen. Da der var spillet lidt over en time, kom Pape Pate Diouf og Thomas Delaney på banen i stedet for henholdsvis Nordstrand og TK, og Diouf var meget tæt på efter et par minutter på banen, da den aggressive Absalonsen gik på boldjagt og tacklede bolden fra en uopmærksom vestsjællænder lidt uden for deres felt, men Dioufs følte afslutning gik lige forbi den ene opstander.

Knap 20 minutter før tid fik Kenneth Zohore chancen i stedet for den dobbelte målscorer Santin, og han og Diouf forsøgte ihærdigt at udbygge føringen, men afslutningerne sad på den forkerte side af målrammen, så stille og roligt ebbede kampen ud.

Dermed er løverne klar til næste runde, som der trækkes lod til fredag den 30. september kl. 12, og spilleterminen er den 25.-27. oktober. Og mon ikke københavnerne skal spille den 27., eftersom man har Superliga-hjemmekamp mod FCN mandag den 24. oktober. Den tid, den fornøjelse – nu ser vi frem mod New Firm i Brøndby på lørdag!