Viktor Fischer

FCK sælger Viktor Fischer til Royal Antwerp FC

F.C. København er blevet enige med Royal Antwerp FC om en transferaftale, der sender Viktor Fischer til Belgien.
 
Viktor Fischer kom til København i januar 2018 og har siden spillet 119 kampe og scoret 29 mål for Løverne.

”Viktor har været en markant figur i F.C. København i de senere år både på og uden for banen," siger sportsdirektør Peter Christiansen.

"Han har været en stærk ambassadør for klubben, og vi har været stolte over at have ham. Derfor er det også med blandede følelser, vi sender ham videre."

"Vi kommer til at savne hans personlighed og hans rappe replikker, som har været med til at give både os og Superligaen en ekstra dimension, ligesom han har gjort det som spiller."
 
”Han stormede jo ind i klubben og i Superligaen og satte et stort aftryk med de mange mål og assists i sit første år i FCK. Nu er tiden kommet til at sende Viktor videre ud i verden igen, og vi har fundet en god løsning for alle parter, som også er økonomisk fornuftig for os."

"Vi håber alle, at Viktor klarer sig fantastisk i sin nye klub og liga, og døren vil altid være åben for ham, når han er i København, hvor vi håber at se en masse til ham i Parken også fremover,” siger Peter Christiansen.
 
Viktor Fischer ser tilbage på sin tid i København med glæde og stolthed, selv om han havde håbet at opnå endnu mere personligt og med holdet:

"Det var på mange måder som en stormende forelskelse, da jeg kom til klubben. Både jeg – og jeg tror også mange andre – oplevede, at det var et fantastisk match, og jeg følte med det samme et stærkt bånd til fansene, som altid har behandlet mig bedre, end jeg nogensinde kunne have forventet."

"Mine skader og andre bump på vejen ændrede aldrig ved den kærlighed, jeg følte og stadig føler til byen og fansene.”

”Jeg ville ønske, at vi sammen havde vundet flere trofæer, end det blev til, men min tid i København blev den type rutsjebanetur, som har vist sig at være det hele værd i sidste ende på så meget mere end et sportsligt plan."

"Den opbakning jeg oplevede helt til det sidste fra omklædningsrummet, byen og fansene er ikke mange forundt, selv efter et helt liv. Jeg gik hver kamp på banen som det stolteste menneske, og jeg forlod også banen stolt, hvilket resultat vi end fik, fordi jeg bar byens logo på brystet."

"Jeg har kun kærlighed til overs for klubben og vil arbejde hårdt for at være dygtig nok til at vende tilbage senere i min karriere,” siger Viktor Fischer.

Alle i F.C. København takker Viktor for hans indsats og tid i klubben og ønsker ham alt det bedste i fremtiden.