Sune Smith-Nielsen og Cornelius Olsson

FCK forlænger med 17-årige Cornelius Olsson

Endnu et ungt talent har fået fremtiden på plads i København.

Den 17-årige forsvarsspiller Cornelius Olsson har underskrevet en ny kontrakt med F.C. København for de kommende knap tre år.

”Cornelius er et stort talent på midtstopper-positionen med et endnu større potentiale. Han har store styrker både mentalt og taktisk og er virkelig trådt i karakter, siden han kom hertil fra Fyn for nogle år siden,” siger udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen og fortsætter:

”Vi ser en lys fremtid i ham, og i første omgang er den på U19-holdet, hvor han skal arbejde benhårdt på at udvikle sig i den rigtige retning og løfte sig til næste niveau. Og det arbejde glæder vi os til at hjælpe ham med og følge i det daglige,” siger Sune Smith-Nielsen.

Cornelius Olsson kom til FCK fra OB som 14-årig, men har fået det meste af sin fodboldopdragelse i Svendborg fB.



”Det er en stor dag for mig og min familie. Jeg er stolt og glad over at kunne forlænge kontrakten med så stor en klub som FCK. Det har været mit mål, siden jeg kom hertil,” siger U17-landsholdsspilleren og fortsætter:

”Mit næste mål er at blive en dominerende spiller i U19-ligaen, og være en af dem, der går forrest på holdet. Men den store drøm er selvfølgelig at komme ind og spille i Parken foran alle fansene på et tidspunkt."

"Men det handler om at tage et skridt ad gangen, og om at give den gas til træning hver dag,” siger Olsson, der er noteret for et enkelt mål i både U17- og U19-ligaen i denne sæson.

Forsvarsspilleren debuterede på U19-holdet i september og var bl.a. også i truppen med holdet undervejs i UEFA Youth League i efteråret.

"Jeg skal udvikle mig på flere fronter, både mit offensive spil på bolden, mit duelspil, og at forsvare mit bagrum."

"En spiller som Valdemar Lund er en stor inspiration for mig, for det giver ekstra motivation, når man kender én spiller, der har taget samme vej, som man selv er på og er brudt igennem på førsteholdet," slutter Cornelius Olsson.

Facts:


Navn: Cornelius Axel Olsson

Født: 27. februar 2006

Tidligere klubber: Skårup, Svendborg fB, OB

9 U17-landskampe for Danmark