Flashback: F.C. Københavns tidligere U19- og U17-mesterskaber
For anden gang på fire år har F.C. København vundet mesterskabet med både U19 og U17 – og så oven i købet samme dag og på præcis samme tid på dagen.
De seneste fem sæsoner har U19 vundet to mesterskaber og to sølvmedaljer, og går vi tilbage til etableringen af Talentafdelingen i 2009 (under navnet School of Excellence), så omfatter listen yderligere et mesterskab i 2011/12 samt tre bronzemedaljer.
U17 vandt lørdag sit tredje mesterskab på seks sæsoner, efter at vi fik sølv sidste år. Siden 2009 omfatter listen også guld i 15/16 og sølv i 17/18 – plus at vi lå nummer 1, da anden halvdel af 19/20-sæsonen blev suspenderet på grund af Covid-19.
Her tager vi et tilbageblik på de hidtidige mesterskaber efter 2009 - men minder om, at vi også udviklede mange talenter inden 2009 og vandt mesterskaber, hvor ungdomsholdene spillede i regi af KB. Siden F.C. Københavns etablering i 1992 gav det på 17 sæsoner:
- Ynglinge/U19: 4 guld (1994, 2000, 2003 og 2004), 3 sølv, 1 bronze
- Juniorer/U17: 1 guld (2005), 3 sølv, 1 bronze
2011/12: U19 GULD
U19 vandt vores første mesterskab siden etableringen af School of Excellence, hvor det hele også først blev afgjort på sidste spilledag.
I næstsidste runde kunne vi have sikret guldet med en sejr i Odense, men fik kun 2-2 efter en sen udligning. Det betød dog, at vi i en ren guldfinale mod nummer to FC Midtjylland kunne tåle at tabe med to mål og stadig blive mestre.
Ca. 500 tilskuere troppede op på Ikast Stadion og så Andreas Cornelius bringe os foran 1-0 direkte på et brag af et frispark, og selv om midtjyderne vandt 2-1, var de ikke i nærheden af den nødvendige tre-måls sejr.
”Vores fornemmeste opgave er at uddanne spillere til førsteholdet, og kampen mod FCM var den bedste måde at gøre det på,” sagde vores daværende U19-cheftræner Brian Riemer med et eviggyldigt udsagn, som senere mestertrænere for talentholdene også har gentaget.
”Vi har ligget nummer et siden november, og spillere og holdet har været under pres gennem hele foråret for at bevare den plads. Det er jo om noget lig med det, vi kender fra førsteholdet, og sådan noget kan man ikke træne sig til,” lød det fra Riemer.
Ud over Andreas Cornelius - der allerede havde fået førsteholdsdebut i foråret - rådede Riemer også over store talenter som Jakob Busk og Christoffer Remmer, der ligesom Corner rykkede op i førsteholdstruppen.
Det gjorde Brian også, for han blev assistent for Ståle Solbakken i sommeren 2012, og i stedet fik vores nuværende udviklingsdirektør Morten Grahn ansvaret for U19.
Både Brian og Morten var i øvrigt blandt de fire første ansatte i School of Excellence – sammen med Sune Smith-Nielsen og Michael Mio Nielsen.
2015/16: U17 GULD
U17 vandt sit første mesterskab i 2015/16 under ledelse af Jacob Neestrup og sikrede titlen endnu tidligere end i år, for holdet manglede stadig fem kampe, da guldet kom i hus med en 3-1-sejr i Odense.
Vi gik ubesejret gennem hele turneringen og sluttede hele 20 point foran FC Nordsjælland på andenpladsen, og Jonas Wind blev liga-topscorer med 28 mål.
Stammen på det hold spillede Youth League på U19 den næste sæson og leverede en række spillere til førsteholdet og professionel fodbold i andre klubber, blandt andet Jonas Wind, Carlo Holse, Mads Roerslev, Morten Hjulmand, Victor Jensen, Niklas Vesterlund, Luka Rakic, Filip Djukic m.fl.
2020/21: U17 GULD
Det næste guld vandt U17 i 2020/21, hvor vi vandt med seks point foran FC Midtjylland.
Drengene sluttede af med at slå Brøndby 3-2 efter at have været bagud to gange, men ustyrlige Orri Óskarsson scorede tre gange og blev topscorer i U17-ligaen med 29 mål - og scorede desuden 10 gange på U19 i samme sæson!
Cheftræner Alfred Johansson havde en trup, som blandt andet også omfattede Roony Bardghji, William Clem, Oscar Højlund, Emil Højlund, Noah Nartey, Adam Daghim, Silas Andersen m.fl.
2021/22: GULD TIL U19 OG U17
Året efter vandt vi for første gang guld med både U19 og U17 i samme sæson – og U17 vandt for anden sæson i træk.
U19 under ledelse af Hjalte Nørregaard vandt med ni point foran FC Midtjylland, og igen blev Orri Óskarsson ligatopscorer med 29 mål - blandt andet to i den sidste kamp, hvor holdet slog AGF 5-2 inden medaljeoverrækkelsen.
I efteråret havde Orri selskab af blandt andre Elias Jelert, Hákon Haraldsson og Roony Bardghji, der alle ”forsvandt” op på A-holdet i efteråret, mens Orri bombede videre med holdkammerater som William Clem, Ethan Amundsen-Day, Noah Sahsah m.fl.
U17 vandt med otte point foran OB, og denne gang havde vi ikke en liga-topscorer, men Victor Froholdt var U17’s mest scorende med 13 mål i en trup, der bl.a. også omfattede Oliver Højer og Hunor Németh, Amin Chiakha, Hjalte Bidstrup samt Thomas Jørgensen og Oscar Højlund, der blev oprykket til U19 i løbet af sæsonen.