Ynglingene Danmarksmestre for andet år i træk!

KB's talentskole understreger deres position som Danmarks bedste, da klubbens ynglingehold fik guld, KB's juniorhold sluttede sæsonen med bronze, og lilleputterne blev også danske mestre. Før søndagens superligakamp vil de nykårede ynglingemestre blive hyldet i PARKEN.

FCK.DK fik en snak med Ynglingetræner, Niels Sørensen, om sæsonen der er gået.

Tillykke med guldet Niels. Havde du forventet, at I ville blive mestre igen, med alle de udskiftninger på holdet?

- Jeg forventede, at vi igen ville ende i toppen af ligaen, men jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet, at vi ville blive mestre igen. Undervejs har vi som hold haft nogle perioder, hvor vi ikke har spillet specielt godt, men til gengæld havde vi nogle spillere på holdet, som kunne afgøre kampene, når spillet ikke var prangende, starter Niels Sørensen.


Mathias Gravesen modtager DM-pokalen


- Vi har fulgtes ad med AGF i det meste af sæsonen, men vandt begge kampe mod dem, og det viste sig at være afgørende. De andre tophold Ikast og Randers har ikke været stabile nok gennem hele sæsonen. Efteråret blev afbrudt af mange landskampe, og det var måske grunden til at det ikke blev afgjort før den sidste spillerunde. De bærende spillere på vores hold spiller på U19-landsholdet, og de fokuserer selvfølgelig meget på at spille landskampe. For eksempel har mange af vores spillere spillet tre landskampe i ugen op til vores vigtige kamp mod Randers. Vi har haft et hårdt program.

Kan du nævne nogle af de profiler på holdet, som vi skal holde øje med i fremtiden?

- Vi har mange gode spillere på holdet. Angriber Mads Torry har scoret 21 mål i 22 kampe og er topscorer i ligaen. Han er både en angriber, som kan score mål, men også en spiller man kan spille bolden op til. Han har en glimrende teknik og også den vigtige næse for mål. Os trænere imellem har vi kåret Nikolaj Hansen som årets spiller. Nikolaj, som er 17 år og U18-landsholdsspiller, spiller i centerforsvaret og han har gennem hele året spillet meget stabilt. Anfører Mathias Gravesen (som klubben lige har forlænget med, -red.) er også en dygtig spiller, som kan spille på midtbanen, men som også kan udfylde jobbet på venstre back-pladsen, fortsætter Sørensen.


Anføreren med DM-pokalen


Er din fokus kun rettet på at vinde kampene eller er det din første prioritet at udvikle spillere?

- Man kan sige, at vi spiller for at vinde kampe, og det er i sig selv en del af spillernes udvikling, men vi vil også gerne udvikle dem til de pladser på banen, vi regner med, at de skal have i fremtiden og lære dem at spille, som vi ønsker det. I F.C. København har vi måske Danmarks dygtigste fodboldtrup og vi ved, at ikke alle vores spillere kan forvente at spille på F.C. Københavns SAS Liga-hold. Nogle af de andre superligahold, som f. eks. Silkeborg eller FC Nordsjælland, har ynglingespillere på deres førstehold - lidt af nød måske - men det er ikke vores målsætning, at vores ynglingespillere skal debutere på F.C. Københavns førstehold som 18-19-årige, selvom mange af spillerne fra KB's nuværende ynglingehold sikkert ville have været på førsteholdet i mange andre klubber.


Guldholdet anno 2004!


- Mange af vores spillere kunne allerede nu sagtens klare sig i en superligakamp, men det med at holde niveauet som det kræves i vores superligatrup, det er en anden sag. Kunsten er ikke bare at spille én god kamp, men at holde niveauet over mange kampe, konstaterer Niels Sørensen.

Jeg kan forstå, at I helst vil have en blanding af første- og anden års ynglinge på holdet. Er det rigtigt?

- Ja, det er vores målsætning, at ni ud af de 18 spillere i truppen skal være første års-ynglinge, og ni af dem skal være anden års-ynglinge. Hvis vi sammenligner os med mange af de andre klubber, som er sluttet i toppen af rækken, er det ofte hold, som har en trup baseret på anden års spillere. Både i vores junior- og ynglingetrup skal der være en balance mellem første- og anden års spillere, så vi hvert år har en gruppe af spillere som kan trække læsset, siger Sørensen.

Hvor langt er vores ynglinge fra det højeste internationale niveau?

- Vi kan konstatere, at vi i år har deltaget i U20-, U18- og U16-turneringer i udlandet og klarede os flot. Vores målsætning bliver revurderet hver vinter, og vi ønsker at vores spillere bliver udfordret, og det gør vi gennem den hjemlige liga og internationale turneringer, hvor vores hold kommer til at møde nogle af de bedste hold i udlandet. Man kan sige at vores spillere skal - i forhold til mange udenlandske spillere - kombinere deres fodboldkarriere med skole (ingen på vores ynglingehold er professionelle). Alting skal passe sammen, mens det i mange lande er mere accepteret, at man nedprioriterer uddannelsen - og det er ikke den måde vi gør tingene på herhjemme. Det hæmmer vores spillere lidt i deres udvikling, lige når de bliver seniorspillere, men til gengæld giver det dem en vigtig ballast i deres videre karriere. Vores største problem nu er lidt af et luksusproblem - vi har for mange dygtige spillere!, slutter Niels Sørensen.


Juniorholdet fik bronze