Kampreferat: Nyt nederlag bringer Top 6 i fare
Det spidser til! Trods en københavnsk pauseføring med spil og chancer til mere end et mål, blev løverne sendt til tælling af to nordsjællandske mål i de sidste 20 minutter.
Vi skiftede fire fra onsdagens pokalsejr over Viborg, idet Meling, Larsson, Delaney og Richardson startede for López, Højer (ude med mindre skade), Clem og Madsen. Nordsjælland havde Alexander Lind tilbage fra sygdom, og han startede i stedet for Villum Berthelsen.
Hurtig Elyounoussi-scoring
Ligesom i onsdags fik vi en perfekt start med et af de nemme mål, for der var kun spillet fem minutter, da Noah Markmann ville spille bolden tilbage til Andreas Hansen, men i stedet spillede Mohamed Elyounoussi helt fri til scoring.
Efter ti minutter fik Delaney en god skudchance lige uden for feltet, da Jordan Larsson fandt ham fra baglinjen, men bolden ramte Caleb Yirenkyi og gik til hjørne.
Nordsjællænderne havde – som sædvanlig, fristes man til at sige – bolden i det meste af tiden, men uden for alvor at true vores bageste rækker.
Vi havde selv flere gode opspil, som bare ikke førte til afslutninger, og især Amir Richardson fik fansene til at spærre øjnene op – det var hans første kamp fra start – med en række lækre detaljer, når han bød sig til på midten, vendte rundt, trak forbi og strøede om sig med gode afleveringer.
Mange gode muligheder
Vi kørte også mange hurtige omstillinger, som da Achouri efter ca. 20 minutter kom på skudhold i feltet, eller kort efter, da Tobias Salquist mistede bolden til Dadason, og Elyounoussi strøg ned i feltet, men kom lidt for langt ud i siden, så Markmann blokerede hans afslutning.
Lidt før den halve time snød Elyounoussi Salquist ude i siden og trak ind foran feltet, men stoppede op og mistede den, og endnu en god mulighed ikke førte til afslutning.
Det gjorde endnu et flot opspil til gengæld i 34. minut, hvor Elyounoussi med hælen spillede Achouri fri i udkanten af feltet, men han skød lige i fødderne på Andreas Hansen, og Elyounoussi fik ikke fat i returbolden.
Det trak op til 2-0, og trods gæsternes boldovertag havde de endnu ikke sat Kotarski på prøver. Det blev han heller ikke i 43. minut, da Ola Solbakken inderside-flugtede forbi fjerneste stolpe, som var det nærmeste, de hidtil var kommet.
I 45. minut fik Elyounoussi endnu en god skudchance i feltet efter et hurtigt opspil, og hans inderside-afslutning var velplaceret, men ikke hård nok til at forhindre Andreas Hansen i at afværge.
Halvandet minut inde i tillægstiden slap vi for en gangs skyld markeringerne, så Ola Solbakken havde stod helt fri i højre side, men han skød ufarligt lige på Kotarski.
Halvlegen sluttede med, at Birger Meling rev Yirenkyi omkuld højt oppe på vores halvdel, og det gule kort viste sig desværre at få skæbnesvanger betydning senere…
Foreløbig gik vi til pause med en god følelse af kontrol og en god evne til både at skabe gode chancer – og især skabe muligheder for at komme til gode chancer.
2. halvleg
FC Nordsjælland tog Noah Markmann ud i pausen og trak Yirenkyi ned i centerforsvaret, mens Villum Berthelsen kom ind på midtbanen.
Der gik kun 15 sekunder, før vi igen brød et FCN-opspil og kørte en omstilling, der ikke førte til afslutning, men ellers var gæsterne bedst i de første fem-syv minutter af halvlegen.
Så erobrede Richardson og Delaney bolden på egen halvdel og sendte tre mand afsted i kontra, men det endte med en blokeret Dadason-afslutning i feltet.
Lidt efter headede Richardson forbi mål på en dødbold, og et udmærket Delaney-langskud blev rettet af til hjørne, efter at både Yirenkyi og Røjkjær havde mistet bolden midt på egen halvdel.
Men det var ”kampen i en nøddeskal”, at vi ikke udnyttede disse mange muligheder for at fordoble føringen. Som for eksempel i 66. minut, hvor vi igen røg afsted i en kontra med gode muligheder, men endte med at vi miste bolden.
I stedet strøg Prince Amoako afsted i venstre side, forbi tre-fire mand og ind i feltet og slog et giftigt indlæg til Alexander Lind, som afsluttede et par meter fra mål, men Birger Meling nåede i sidste øjeblik ned og blokere.
VAR-straffe og Meling-udvisning
Et VAR-tjek viste, at han ramte den med armen, men ikke om den først ramte ham på brystet eller låret. Det udløste både straffespark og en advarsel, der sendte nordmanden tidligt i bad.
Ola Solbakken scorede fra 11-meter pletten med et fladt skud helt ude ved Kotarskis højre stolpe, mens kroaten gik til venstre.
Nu fulgte små ti minutter uden aktioner i de to felter, inden vi havde tilløb til noget, da Richardson fandt Buta i højre side, men hans indlæg blev blokeret til hjørne.
FCN-sejrsmål på kontra
Hjørnesparket blev headet ud af feltet, hvor Hatzidiakos som bageste mand tog chancen og afsluttede – men lige i benene på Prince Amoako, som stak afsted i en kontra over trekvart banelængde med tre københavnere i hælene og udplacerede Kotarski til 2-1.
William Clem og Geovanni Ndjee afløste Delaney og Richardson, men vi var aldrig i nærheden af at udligne i resten af kampen, hvor der endda blev lagt ni minutter til.
Derimod havde Villum Berthelsen en god chance, hvor Kotarski reddede ved nærmeste stolpe, og i de allersidste sekunder skød indskiftede Malte Heyde tæt forbi.
Da var løbet kørt, og vi kan nu se resten af weekendens kampe i møde fra en sjetteplads, der kan veksles til både en 7. eller 8. plads, hvis Viborg og OB vinder.
For første gang siden efteråret 1996 har vi tabt fire Superligakampe i træk, og der venter to hårde uger, hvor det afgøres, om vi for første gang skal en tur i Nedrykningsspillet!
Matchfacts
Lørdag den 14. februar 2026, kl. 17.00 i Parken. 3F Superliga, 20. spillerunde
F.C. KØBENHAVN-FC NORDSJÆLLAND 1-2 (1-0)
6.: 1-0 Mohamed Elyounoussi
71.: 1-1 Ola Solbakken, str.
80.: 1-2 Prince Amoako
21.007 tilskuere. Dommer: Lasse Læbel Graagaard
Advarsler: 25. Tobias Salquist, 34.: Amir Richardson, 45+3.: Birger Meling, 70.: Birger Meling, Mark Brink, 90+5.: Stefan Madsen
Udvisning: 70.: Birger Meling
FCK:
1 Dominik Kotarski – 17 Aurélio Buta, 5 Gabriel Pereira, 20 Junnosuke Suzuki, 24 Birger Meling – 11 Jordan Larsson, 25 Amir Richardson (81.: 44 Geovanni Adjee), 27 Thomas Delaney (anf.) (81.: 36 William Clem), 30 Elias Achouri (71.: 15 Marcos López) – 39 Viktor Dadason (61.: 7 Viktor Claesson), 10 Mohamed Elyounoussi
FCN:
13 Andreas Hansen – 2 Peter Ankersen, 3 Tobias Salquist (anf.), 45 Noah Markmann (46.: 29 Villum Berthelsen), 25 Juho Lähteenmäki (81.: 23 Runar Norheim) – 36 Caleb Yirenkyi, 18 Justin Janssen (81.: 6 Mark Brink), 8 Nicklas Røjkjær – 9 Ola Solbakken, 11 Alexander Lind, 10 Prince Amoako (90+1.: 47 Malte Heyde)
Ikke benyttet: 16 Jakob Busk (GK), 14 Ibrahim Adel, 15 Stephen Acquah, 17 Levy Nene, 40 Hjalte Boe Rasmussen