Banen og C-tribunen

Ugen der gik (13/2020)

VORES EUROPÆISKE MODSTANDERE
En gang imellem tager "Ugen der gik" temperaturen på, hvordan det er gået de hold, vi har mødt i Europa i indeværende sæson, og bortset fra at de heller ikke spiller i øjeblikket, så er her en kort status:

The New Saints
TNS har fået en overraskende dårlig start på slutspillet og er uden sejr efter fire af de ti runder. To uafgjorte og to nederlag er det magre udbytte, og bl.a. tabte de 0-1 ude til Connah's Quay Nomads., som nu fører ligaen med fire point foran TNS.

Det er lidt af en sensation, for TNS har vundet mesterskabet de seneste otte sæsoner, men intet er jo afgjort endnu... TNS er til gengæld stadig med i den walisiske pokalturnering efter 6-1 over en anden god FCK-bekendt, Newtown, som også er med i slutspillet men ligger sidst af de seks hold.

I efteråret vandt TNS i øvrigt deres største ligasejr nogensinde, da de sendte bundholdet Airbus UK Broughton hjem med 12-0!

FCK-fansene i Oswestry
Det føles som om, det var 100 år siden... sæsonpremieren i Oswestry mod TNS


Crvena Zvezda
Vores serbiske banemænd kom i Champions League-gruppespillet ved heller ikke at vinde over Young Boys, for efter 2-2 ude og 1-1 hjemme gik de videre på flest udebanemål. I en gruppe med Bayern München, Tottenham og Olympiacos vandt de kun hjemme over grækerne og tabte de øvrige fem kampe med en målscore på 0-19!

Til gengæld har de kurs mod endnu et nationalt mesterskab, for efter 26 runder af grundspillet fører de med 11 point foran naboerne og rivalerne fra Partizan. Det er dog det eneste hold, de har tabt til hele sæsonen (0-2 ude), og også de eneste, de ikke har kunnet slå på hjemmebane, hvor de har 12 sejre og så en målløs kamp mod Partizan.

Riga FC
Klubben er allerede klar til næste sæsons CL-kval., for de vandt i efteråret den lettiske kalenderårs-turnering for anden sæson i træk, og denne gang med 7 points forspring til FK RFS.

FC Lugano
Lugano har skabt lidt afstand på 7 point til nedrykningsstregen, hvor nr. 10 ryger direkte ud og nr. 9 skal spille playoff. De vandt dog kun én af de seneste 7 kampe, inden turneringen blev sat på stand by, men det var til gengæld over Young Boys' forsvarende mestre, der stadig fører ligaen á point med sæsonens store overraskelse, nemlig vores værter fra Lugano-udekampen, St. Gallen.

Spillerne jubler efter sejren
Stor glæde efter 1-0-sejren i St. Gallen!


Dynamo Kyiv
Ligesom Lugano gik Dynamo heller ikke videre fra vores EL-gruppe, hvilket nok overraskede de fleste, men de har generelt gang i en skuffende sæson, hvor Shakhtar Donetsk forlængst er stukket af i toppen. Dynamo er endda kun nr. 3 lige nu, for de er á point med Zorya, som har bedre målscore og dermed sidder på den 2. plads, der giver CL-kvalifikation. Og der er kun tre point ned til fjerdepladsen, hvor man ikke engang er sikker på EL-kvalifikation.

Malmö FF
Vores svenske naboer tabte sammenlagt 1-5 til VfL Wolfsburg i 1/16-finalerne i EL, men vandt uden problemer deres gruppespil i Svenska Cupen. De var til gengæld lidt uheldige med at trække AIK i kvartfinalen, når turneringen engang genoptages, og Allsvenskan er som bekendt heller ikke kommet i gang endnu.

Celtic
Vores seneste europæiske bekendtskab fører stadig ligaen komfortabelt foran Rangers FC, der p.t. er 13 point efter Celtic for en kamp mindre. Celtic har også spillet sig i pokalsemifinalen, hvor de møder Aberdeen.

Celtic har i øvrigt netop fået en bøde på ca. 120.000 DKK, da UEFA gav dem skylden for, at vores hjemmekamp i februar ikke begyndte til tiden.



RUNDE FØDSELSDAGE
Normalt følger vi ikke alle vores tidligere spilleres runde fødselsdage, men i disse tider hvor der ikke sker så meget andet på fodboldfronten, sender vi da gerne en fødselsdagshilsen til Martin Albrechtsen, der fylder 40 i dag, tirsdag. Martin ankom til FCK den 14. januar 2002, præcis samme dag som Erik Mykland i øvrigt, og spillede 94 kampe, inden vi to et halvt år senere solgte ham til West Bromwich.

På fredag runder endnu en eks-FCK'er et skarpt hjørne, når Henrik Lykke fylder 50. Han er en af de spillere, der har været hos os i to omgange: først hentede vi ham i sommeren 1993 i Lyngby og solgte ham et år senere til LOSC Lille. I august 1996 hentede vi ham igen, denne gang fra Herfølge, som han også vendte tilbage til i sommeren 1997. Han fik ialt 43 kampe i FCK-trøjen.

Henrik Lykke og Morten Falch
Henrik Lykke og Morten Falch på træningsbanen: Foto: FCK Fanklub