Mikkel Køhler, Tobias Breum-Harild og Morten Grahn

Tobias Breum-Harild forlænger med F.C. København

Tobias Breum-Harild fortsætter sin positive udvikling i F.C. København, og det betyder, at målmanden har skrevet under på en længerevarende aftale med klubben.

Udviklingsdirektør Morten Grahn siger om aftalen: 

”Vi står godt rustet med flere dygtige unge målmænd, som er i besiddelse af et stort potentiale."

"Det er endnu en cadeau til FCK-modellen, som viser at vi både er dygtige i vores rekruttering, men også at vi er dygtige til at udvikle spillere yderligere når de kommer ind i vores miljø,” siger Morten Grahn.

Breum-Harild: Meget stolt over min forlængelse 
Tobias Breum-Harild, som fylder 18 år i dag, kom til F.C. København i 2020 fra FC Helsingør og har siden da været en fast del af diverse hold i FCK Talent.

”Jeg er super glad for denne forlængelse. Det er et meget klart udtryk for, at klubben tror på mig fremadrettet,” siger Tobias Breum-Harild.

”Det giver ekstra motivation for at gøre det endnu bedre i hverdagen, og blive endnu skarpere i alle facetter omkring målmandsspillet. Men også hvordan jeg kan bidrage til at gøre mine holdkammerater bedre.” 

”Min helt store drøm er selvfølgelig at kunne bryde ind på førsteholdet og spille kampe i Parken, men jeg ved også at det ikke sker ved bare at drømme om det. Det kræver hårdt arbejde hele tiden,” siger Tobias Breum-Harild.  

Mikkel Køhler: Potentiale til at tage de næste skridt
Head of Recruitment Mikkel Køhler er glad for at have lavet endnu en længere aftale med en spiller fra klubbens egne rækker.

”Tobias er en rigtig dygtig målmand, som vi har forventninger til i F.C. København. Han har vist en flot udvikling gennem sin tid i FCK Talent, hvor han har lagt på sit redningsspil og sin kommunikation, som i dag står som stærke kompetencer hos ham.’’ 

”Derfor er vi også glade for at have lavet en længerevarende aftale med ham. Det er et tydeligt signal om, at vi tror på Tobias og hans potentiale til at tage de næste skridt i vores klub,’’ siger Mikkel Køhler.

Tobias Breum-Harild