Future Cup: 1-1 mod Lyngby
Vores U19-hold har – ligesom A-holdet – et tæt kampprogram i efteråret, men denne uge bød hverken på liga- eller Youth League-kampe. I stedet blev der afviklet en Future Cup-kamp, hvor drengene prøvede kræfter med Lyngbys divisionsreserver.
Kampen blev rykket en time, så man kunne spille på græs på Nummer 10 – uden at kollidere med A-holdets afsluttende træning, inden de satte kursen mod Jylland for at forberede sig til onsdagens pokalkamp i Hobro.
Kyung Hyun-Lee meldte fra på grund af sygdom, så til den annoncerede startopstilling indledte Sebastian Christensen i stedet på venstre back.
U19 leverede alt i alt en fin præstation mod Lyngby, og kunne også have sikret sejren i det sidste kvarter, men ret beset kunne og burde Lyngby have ført med et par stykker efter en 1. halvleg, som de dominerede det meste af tiden.
Allerede i starten havde de et indirekte frispark i feltet, og senere også en dødbold lige på kanten af feltet, men skarpheden manglede i disse og andre situationer – og især da de kort før pausen sendte bolden over tomt mål.
I pausen skiftede vi planmæssigt centerforsvar, hvilket blandt andet gav spilletid til U17-stopperen Noah Madsen i 2. halvleg, men ellers var det U19-truppen, der spillede kampen.
Selv om vi fik en udmærket start på 2. halvleg, var det på baggrund af 1. halvlegs chancefordeling ikke ufortjent, at Mathias Kaarsbo bragte Lyngby foran syv minutter efter pausen, da han passerede Tobias Breum-Harild med et skud fra spids vinkel.
Som halvlegen skred frem arbejdede vi os bedre og bedre ind i kampen, og Roberto Risnæs fik en stor mulighed for at udligne, men sendte bolden over mål efter Gunnar Olsens forarbejde.
Men 20 minutter før tid blev vores anstrengelser belønnet, da Abdul Daramy udlignede til 1-1.
Siden var vi flere gange tæt på, og Oskar Fenger havde vist fire afslutning på fire minutter, men Lyngby svarede også igen kort før tid med en kontrachance.
En glimrende indsats af vores unge hold, som også er ubesejrede i U19-ligaen, selv om det også her er blevet til en del uafgjorte kampe. Men i Future Cup skyder man ikke straffespark ved uafgjort, så alle kunne skynde sig ind i varmen på den råkolde efterårsdag på Nummer 10.
Matchfacts
Tirsdag den 28. oktober 2025 kl. 14.30 på Nummer 10. Future Cup
F.C. KØBENHAVN-LYNGBY BOLDKLUB 1-1 (0-0)
52.: 0-1 Mathias Kaarsbo
76.: 1-1 Abdul Daramy
Tobias Breum-Harild – William Nørløv, Aske Bang (46.: Noah Madsen), Graham Ankamafio (46.: Henrik Haraldsen), Sebastian Christensen (60.: Sylvester Hildebrandt) – Frederik Petersen, Tristan Panduro (60.: Marvin Nasnas) – David Boison, Gunnar Olsen, Abdul Daramy – Roberto Risnæs (60.: Oskar Fenger)
Ikke benyttet: Alfred Nymark