Gunnar Orri Olsen forlænger med F.C. København
Islandske Gunnar Orri Olsen har skrevet under på en længerevarende aftale med F.C. København, efter at han har leveret en positiv udvikling siden sin ankomst til København i sommeren 2024.
Morten Grahn: Vi har en stor talentmasse, hvor flere er på vej
Udviklingsdirektør Morten Grahn fortæller om forlængelsen:
”Kontraktforlængelser er altid enormt glædelige, fordi det er et gensidigt udtryk fra begge parter om, at udvikling og præstationer går i den rigtige retning.”
“Gunnar har vist en stor evne til at tage vores miljø og krav til sig og bruge det til at dygtiggøre sig. Vi har et stærkt og kompetitivt U19-miljø, der presser vores spillere hver dag. Samtidig er matchningen i Youth League også med til at rykke vores spillere yderligere.”
”Forlængelsen med Gunnar er - præcis som vi så med Viktor Dadason - et godt bevis på, at vi i FCK har en stor talentmasse, hvor flere er på vej.”
“Vi kan se, hvordan FCK-modellen kan udvikle spillere fra de helt tidlige ungdomsår, men også som i Gunnars tilfælde, hurtigt kan integrere nye og spændende internationale spillere,” siger Morten Grahn.
Gunnar Orri Olsen: Har ingen planer om, at det stopper her
17-årige Gunnar Orri Olsen kom sidste sommer fra UMF Stjarnan, og han glæder sig over den varme modtagelse og gode start, som han har fået i F.C. København.
”Jeg er virkelig glad for den første tid i klubben," siger han.
“Vi har mange dygtige folk omkring os, som virkelig arbejder for at gøre os bedre hele tiden. Jeg har fået gode kammerater på holdet, og vi hjælper hinanden hver dag.”
”Jeg er stolt over allerede nu at kunne lave en ny aftale, og det er selvfølgelig et udtryk for at tingene går i den rigtige retning. Jeg har ingen planer om, at det stopper her. Jeg drømmer om førsteholdsdebut i Parken, præcis som jeg har set andre af mine landsmænd få før mig,” siger Gunnar Orri Olsen.
Mikkel Køhler: Har taget store skridt på kort tid
Head of Recruitment Mikkel Køhler er glad for at de ting, som klubben så i Gunnar, da man hentede ham på Island, også har udviklet sig i København.
”Først og fremmest er det en stor ros til Gunni (Gunnar, red), for han har virkelig arbejdet hårdt for det her, og han har taget store skridt på relativt kort tid i vores klub.”
”Gunnar er en offensiv midtbanespiller, som kan spille flere forskellige positioner. Han har god fart og kan drive bolden over virkelig store afstande, og samtidig har han mål og assists i sit spil. Det gør ham til en spiller der kan afgøre kampe, og det har han også vist i sin første periode i København.”
”Nu venter den næste periode, hvor han skal rykke sig yderligere mod seniorfodbold. Han skal blive mere stabil i sine præstationer og sikre, at han er afgørende i flere perioder af kampene – så er det også en spiller, vi kommer til at se mere til i vores klub,” siger Mikkel Køhler.