Ståle: - De to rigtige finalister

Dansk Boldspil Union afholdte tirsdag eftermiddag pressemøde i PARKEN forud for torsdagens pokalfinale mellem F.C. København og OB. Fra det fynske var Michael Hemmingsen, Esben Hansen og Martin Borre repræsenteret, mens de danske mestre havde Ståle Solbakken, Michael Gravgaard og Jesper Christiansen til stede.

DBU kunne oplyse, at status på billetsalget var 27.166, hvilket allerede nu ville bringe årets pokalfinale op i Top 10 over mest besøgte finaler gennem tiderne.

- Det er de to rigtige finalister der har kvalificeret sig til finalen, mener jeg. Jeg regner med en hård fight, da OB nok er det hold herhjemme, der matcher os bedst fysisk, så det bliver helt sikker tæt, sagde Ståle Solbakken på pressemødet, mens F.C. Københavns viceanfører, Michael Gravgaard, kunne supplere op:

- Det er første gang for mig, at jeg er i en pokalfinale, så jeg glæder mig. Det bliver rigtig sjovt at prøve og den stemning og eufori der er omkring sådan nogle finaler er altid helt specielt, sagde F.C. København forsvarsgeneral.

OB’s cheftræner, Michael Hemmingsen, så ligeledes frem mod torsdagens dyst:

- Det bliver en festdag og jeg er fortrøstningsfuld, da jeg synes vi har været stabilt gode gennem længere tid. Jeg håber spillerne er klar og vil nyde det og selve kampen tror jeg bliver meget lige, da F.C. København ligger spillemæssigt tæt på os, sagde OB’s sympatiske træner.

Billetsalget fortsætter på landets posthuse og i Super Shoppen PARKEN (kun FCK-fans). Kampen fløjtes i gang torsdag klokken 15:00.