Roony Bardghji

Roony: Glæder mig helt vildt til første europæiske aften i Parken

Roony Bardghji fik et kvarters tid på banen i udekampen mod PSV, og det svenske stortalent kan næsten ikke vente til det går løs i returkampen foran masser af mennesker i Parken.

"Det var stort at spille min første europæiske kamp mod dem i sidste uge, og man kunne især mærke forskel på tempoet. Men vi gjorde det fantastisk som hold, og vi ved, at vi skal spille mindst ligeså godt i Parken, hvis vi skal i kvartfinalen," slår Roony Bardghji fast indledningsvist.

Ser frem til stor europæisk aften
"Jeg har hørt, at der kommer utroligt mange mennesker - og hvis jeg får chancen bliver det sindssygt fedt at skulle spille foran 30.000 af vores fans! Vi har brug for dem allesammen, hvis vi skal videre, og vi vil give alt for at betale tilbage til dem," siger Roony Bardghji, der især ser frem til en flot kulisse i Parken. 

"Jeg glæder mig helt vildt til at opleve den særlige stemning, der er på de berømte 'European nights' i København - det vil være første gang for mit vedkommende jo," siger Roony, der ikke var spilleberettiget i UEFA Conference League i efteråret.

Udtaget til U21-landsholdet
Han er allerede den yngste FCK-debutant og den yngste målscorer i Superligaen - og nu kan Roony Bardghji også blive den yngste debutant på det svenske U21-landshold. Han er nemlig udtaget til deres EM-kvalifikationskamp mod Irland den 29. marts.

"Jeg vidste, at jeg var i bruttotruppen, men nu er det officielt - og jeg er rigtig glad og stolt. Det er en stor udfordring for mig, og det er noget specielt at tage sådan et skridt i landsholdssammenhæng allerede. Jeg skal bare vise mig frem fra min bedste side," siger Roony Bardghji, der i efteråret spillede for det svenske U17-landshold.

Skylder alle stor tak
Roony har spillet 7 kampe for Byens Hold siden debuten i november mod AGF kort tid efter han fyldte 16 år. Men der er allerede sket meget siden.

"Jeg har udviklet mig meget i min tid i FCK Talent og siden også af at spille med førsteholdet, og jeg skylder alle i klubben en stor tak for at hjælpe mig. Jeg tager hele tiden skridt fremad, og det er det, man arbejder for i det daglige - og så er det bare fantastisk, at jeg kan gøre det i så ung en alder," slutter han.

Kampen mod PSV fløjtes igang torsdag kl. 18.45 i Parken.

Du kan stadig nå at sikre dig en plads til opgøret her.