Pieros og Zeca

Pieros og Zeca mødes

11 spillere fra førsteholdstruppen skal afsted med deres respektive A- og U-landshold. Det er dog uvist, om Andrija Pavlovic kommer i kamp, men han er rejst til Beograd og skal scannes dernede på grund af de lyskeproblemer, der har generet ham på det seneste.

Programmet byder på mange spændende opgør i de sidste to spillerunder af VM-kvalifikationen, og kun Michael Lüftner er helt uden mulighed for at komme til VM, da Tjekkiet har udspillet sin rolle i gruppen.

Vi gennemgår vores spilleres grupper og ser på topstillingen og topholdenes kampe i de kommende 10 dage:

Zeca og Pieros mødes
Ikke nok med at det er et "historisk ladet" møde mellem de to nationer - lørdag aftens opgør mellem Grækenland og Cypern er også en nøglekamp i forsøget på at snuppe 2. pladsen fra Bosnien i en gruppe, hvor Belgien allerede er sikre på førstepladsen:

1. Belgien 22 p. (Bosnien ude, Cypern hjemme)
2. Bosnien 14 p. (Belgien hjemme, Estland ude)
3. Grækenland 13 p. (Cypern ude, Gibraltar hjemme)
4. Cypern 10 p. (Grækenland hjemme, Belgien ude)

Gregus og Verbic slås også om VM-plads
Slovakiet med Jan Gregus og Slovenien med Benjamin Verbic er også i hård kamp med stor spænding om 2. pladsen - men nok med en fordel til Slovakiet:

1. England 20 p. (h Slovenien, u Litauen)
2. Slovakiet 15 p. (u Skotland, h Malta)
3. Slovenien 14 p. (u England, h Skotland)
4. Skotland 14 p. (h Slovakiet, u Slovenien)

Serbien ligger lunt
Pavlovic og Serbien ligger lunt i forhold til at sikre direkte VM-kvalifikation, men de kan stadig blive indhentet:

1. Serbien 18 p. (u Østrig, h Georgien)
2. Wales 14 p. (u Georgien, h Irland)
3. Irland 13 p. (h Moldova, u Wales)

William kan stadig nå endnu en slutrunde
Allerede torsdag aften er vi meget klogere på de danske muligheder efter nøglekampen i Montenegro:

1. Polen 19 p. (u Armenien, h Montenegro)
2. Montenegro 16 p. (h Danmark, u Polen)
3. Danmark 16 p. (u Montenegro, h Rumænien)

Robin og Sverige ligger fint til, men... 
Det ser umiddelbart godt ud for vores svenske naboer, men det kan stadig nå at gå galt i de sidste kampe.

1. Frankrig 17 p. (u Bulgarien, h Hviderusland)
2. Sverige 16 p. (h Luxembourg, u Holland)
3. Holland 13 p. (u Hviderusland, h Sverige)

Lüftner har tjekket ud
Tjekkiet er uden chance for avancement og møder i de to sidste kampe Aserbajdsjan ude og San Marino hjemme.

- - - - - -

Ud over disse VM-kval.kampe har vi også folk med på U-landshold:

Denis Vavro og Slovakiet U21 møder hjemme Island og Spanien den 5. henholdsvis 10. oktober.

På det danske U19-landshold skal Mads Roerslev og Carlo Holse - sammen med Luka Racic, Morten Hjulmand, Jonas Wind og Niklas Vesterlund fra U19-truppen - møde Rumænien i to venskabskampe den 5. og 8. oktober på henholdsvis Tingbjerg Ground og Østerbro Stadion.