Jacob Neestrup

Neestrup: ”Vi er blevet bedre undervejs i gruppespillet”

Cheftræner Jacob Neestrup var godt tilfreds med den måde, vi sluttede Champions League-gruppespillet af – ikke kun i aften, men i de seneste tre kampe:

”Vi er blevet bedre undervejs i gruppespillet,” vurderede han.

”Selvfølgelig vi altid gerne vinde, og det har vi ikke gjort, men vores udtryk og vores mentalitet i de seneste tre kampe har været god. Det er sådan, jeg gerne vil spille i Europa.”

”Vi har fundet en god balance mellem at gå højt og stå lavt, vi er blevet meget direkte i vores omstillingsspil og har fundet en bedre ro på bolden. Jeg synes, spillerne gør alt hvad de kan for at tage teten mod nogle stærke hold, og vi er robuste og går ikke i panik i de perioder, hvor modstanderen er bedst, for de perioder vil altid komme.”

”Når man ser på helheden, kom vi for sent i gang i gruppespillet. Det kan godt være, vi alligevel havde tabt i Dortmund og Manchester, men jeg synes ikke, vi spillede vores chance nok. Sevilla-kampen i Parken var meget åben og låst, og der skulle vi måske også have givet mere slip.”

”Men vi har løftet vores niveau i de tre sidste kampe, også selv om vi tabte 0-3 i Sevilla, for vi gjorde alt hvad vi kunne for at tage initiativet og havde chancerne til at vinde.”

Om dagens opgør mod Dortmund sagde Neestrup:
”I dag skabte vi også rigeligt med chancer til at vinde, og så handler det selvfølgelig om, at vi skal udnytte dem bedre, både i Champions League og i Superligaen.”

"1. halvleg var ret kontrolleret, mens 2. halvleg blev mere åben og lige, og der var chancer til begge sider. Med lidt held havde vi vundet 2-1, men vi kunne også have tabt 1-2, så 1-1 er vel fair nok."

"Tre point er bedre end hvad et par andre hold har opnået i gruppespillet, men jeg ville gerne have haft fem for at være helt tilfreds, og dem skulle vi have hentet mod Sevilla.”