Roony Bardghji

Roony Bardghji: Champions League-debut var et kæmpe moment i mit liv

Det var en drengedrøm for 16-årige Roony Bardghji at få spilletid i hans karrieres første UEFA Champions League-kamp mod Sevilla, og den unge F.C. Københavner lader sig ikke skræmme af aftenens tyske trup fra Dortmund.

Debut i UEFA Champions League
“Min første Champions League-kamp i Sevilla var et stort moment i mit liv. Det har altid været drømmen, siden jeg var helt lille. Det var en kæmpe oplevelse, og jeg er meget glad. For min familie var det også kæmpestort, og de er selvfølgelig stolte og glade på mine vegne,” fortæller Roony Bardghji. 

Alderen spiller en minimal rolle
Selvom han snart fylder 17 år, er han stadig den yngste spiller i truppen, men det er ikke noget, der spiller en rolle for ham på banen.

“Jeg er den yngste på holdet, men det er ikke noget jeg tænker specielt meget over. Jeg prøver bare at spille. Jeg er her jo af en grund. Men selvfølgelig behandler de mig anderledes, det kan jeg ikke lyve om. Selvfølgelig fordi jeg er 16 år, så driller de mig og siger jeg skal gøre det ene og det andet. De mener det selvfølgelig kærligt, og er søde mod mig. Så der er ingen problemer i det. Det er normalt, at fordi jeg er 16 år, så kigger de anderledes på mig”, siger Roony, som aldrig har følt sig presset på grund af sin unge alder.

“Jeg har aldrig følt mig presset over, at jeg er yngre end dem, jeg spiller på hold med, eller dem vi spiller mod. Jeg prøver bare at gå ud og gøre mine ting, det er jeg vant til nu. Jeg forsøger at lære så meget som muligt af alle kampe, jeg spiller og forbedre mig på den måde”, fortæller Roony, som glæder sig til aftenens modstander fra Dortmund. 

Et svært hold at slå
“Kampen mod Dortmund i Parken er selvfølgelig en meget stor kamp med garanteret vild atmosfære. Vi oplever en massiv opbakning i Parken.  Det ville være en fed kamp at spille. Dortmund er et supergodt hold, som er svære at slå, så alle på holdet er spændte på, hvordan kampen udspiller sig”, siger Roony, som er glad for den udvikling, holdet er inde i med at finde mere stabile præstationer.

“De sidste kampe vi har spillet, har vi ydet en flot præstation, og vi har set fremskridt i vores spil. Jeg håber, at vi fortsætter på denne måde og bruger det i vores kamp mod Dortmund. Det bliver selvfølgelig ikke let at vinde, men vi gør vores bedste. Man ved aldrig, hvilken drejning kampen kunne tage”, kommer det fra svenskeren. 

Fansene booster holdet
Igen i aften venter der et tæt på fyldt Parken, og netop den opbakning til holdet er noget, som spillerne og holdet nyder godt af i kampene.

“Jeg tror på, at fansene har en stor indflydelse på spillernes præstation. Eksempelvis kampen mod Sevilla i Parken eller opgøret mod AGF i Parken, hvor fansene var meget vilde. Og jeg ved, at fansene giver et boost til holdet. Jeg nyder virkelig at se fansene nede fra banen. Den følelse jeg får, når jeg ser og hører dem, er helt speciel og kan ikke beskrives”, slutter Bardghji.