Jacob Neestrup

Neestrup: Resultatet var ikke stort, men det var præstationen

“Resultatet er ikke stort, men det var præstationen virkelig i aften,” sagde sagde Jacob Neestrup efter aftenens nederlag til Bayern München.

Derfor står jeg også med blandede følelser her lige efter kampen, og det er lige før jeg synes, at resultatet var en endnu større skuffelse, end da vi kun fik uafgjort i Istanbul. Det er anden kamp i træk, at vi ligger til at kunne vinde en Champions League-kamp, men vi står altså med kun et point for de to kampe.”

“Vi gjorde alt hvad vi kunne i dag mod et af verdens stærkeste klubhold, og vi gør det på en måde, hvor vi holder fast i vores identitet og kommer meget mere ud over stepperne end i kampene sidste år.”

“Vi spiller en meget flot kamp defensivt, og vi skaber de chancer man kan forvente mod et hold som Bayern, og det er chancer til både at vinde og få uafgjort til sidst, men deres målmand hiver jo en vild redning frem på Jordans hovedstød i allersidste minut.”

"Vores 1. halvleg var god, men vores 2. halvleg var endnu bedre, og det er også stærkt, at vi formår at komme med igen efter begge deres mål og få lagt det tryk til sidst, der gav chancen for udligning. En virkelig flot kollektiv indsats af hele holdet.”

“Nu må vi bare gøre alt hvad vi kan i den næste kamp i Manchester for at lave et resultat, og ellers er det jo primært her i Parken, at vi skal hente vores point. Men hvis Galatasaray kan vinde på Old Trafford, så kan vi også drille dem,” sagde Neestrup og hentydede til tyrkernes 3-2-sejr i aftenens anden gruppekamp.