Robert Skovs frispark, der går ind via underkanten af overliggeren

Kampreferat: Helt rart at vinde 1-0 igen

Robert Skovs frisparks-perle sikrede sæsonens første 1-0-sejr, og det var i grunden helt rart at finde den "kvalitet" frem igen"

De to hold
Med Ankersen i karantæne fik Mads Roerslev chancen fra start for første gang i sæsonen, og der var fem andre ændringer på holdet i forhold til torsdagens Atlético-kamp: Robin, Boilesen, Skov, Zeca og Santander startede i stedet for Stephan, Bengtsson, Thomsen, Gregus og Pavlovic. OB måtte undvære karantæneramte Kenneth Emil Petersen.

Kampens indledning blev præget af, at vi måtte spille 10 mod 11 i 4-5 minutter, mens Vavro blev syet ude på bænken, efter at Anders J. Jacobsens albue havde flækket hans læbe i en duel midt på banen. Det forhindrede dog ikke den unge tjekke i at komme tilbage og levere en rigtig solid præstation kampen igennem.

Denis Vavro bliver ramt af Anders K. Jacobsens albue
Av! Vavro flækker læben og må sys efter et møde med AK Jacobsens albue


Men spillet blev indledningsvis lidt rodet, og OB var mest på bolden det første kvarters tid, uden dog at komme til det helt store. Siden åd vi os stille og roligt ind i kampen, men mange angreb løb lidt ud i sandet, inden vi for alvor fik lagt tryk på OB-defensiven.

Midt i halvlegen var der dog optræk til noget, da Zeca erobrede en bold i deres felt og lagde den til rette for Fischer, men da Grytebust for en gangs skyld blev passeret, reddede Joao Pereira tæt på selve målstregen.

Viktor Fischer
Viktor Fischer i aktion


Lidt efer kom Skov sent ind i en tackling på Troels Kløve, og burde efter fleres mening have haft direkte rødt for at stemple ind på hans skinneben, men Kehlet takserede det "kun" til gult. Vi fortsatte med megen boldbesiddelse, men kampen var stadig rodet og usammenhængende, og vi mistede for mange gange bolden i opspillet og måtte løbe meget tilbage for at starte forfra. 

Kort før pausen var det dog kun centimeter, der skilte Skov fra hans første FCK-scoring. Han trak ind fra højre, spillede kvikt 1-2 med Santander og hamrede bolden meget tæt forbi den ene stolpe, mens Grytebust blot så på.

Efter pausen lagde vi fint og aggressivt ud, men manglede stadig det sidste i at blive rigtigt farlige i feltet. OB fik en enkelt god mulighed, da Mathias Greve afsluttede fladt i feltet, og bolden snittede Roerslev på vejen og ændrede retning, men Robin var på plads med en benparade.

Først lige efter uret havde rundet en time, skete der ting og sager. Zeca blev nedlagt en halv snes meter fra OB-feltet, og Robert Skov hamrede dødbolden ind via underkanten af overliggeren! Et drømmehug af vores nye kantspiller, som ellers var en af flere, der ikke havde en af sine allerbedste kampe i aften.

Robert Skovs frispark, der går ind via underkanten af overliggeren
BANG! Spektakulært frisparksmål af Robert Skov!


Med en halv time igen var det langt fra afgjort, og fynboerne havde da også spilovertaget resten af kampen, men uden at komme til ret mange chancer. Et kvarter før tid fik Jacob Barrett en skudchance, men Vavro kastede sig ned og blokerede til hjørne - og ellers lignede det også en bold, som Robin havde taget sig af.

Henne i overtiden blev det en anelse nervøst, da vi et par gange havde svært ved at ekspedere bolden ud af eget felt, men fynboerne manglede skarpheden - og vores forsvar var i aften generelt solidt og koncentreret og gav ikke meget væk. 

Derfor endte det med sæsonens første 1-0-sejr, og det var lige før det var federe end at vinde 4-0, for det er en "kvalitet", vi har savnet i denne sæson - at kunne køre en smal sejr hjem, når spillet ikke har kørt optimalt på banen. Oftest har vi enten vundet store og klare sejre, eller er endt med at tabe…

Tak for støtten!
Tak for støtten!