Elias Jelert

Jelert efter Superliga-startdebut: Stort at Sektion 12 sang mit navn

18-årige Elias Jelert startede søndag inde for første gang i Superligaen og blev kåret til Carlsberg Man of the Match. Og ligesom for matchvinder Amoo var det en helt særlig dag i Parken for den unge back.

"Det var stort at få lov at starte inde for første gang i Superligaen og så endda blive kåret til kampens bedste. Det er jeg meget taknemmelig over. Og det var også første gang, at Sektion 12 sang mit navn, så det gjorde det endnu større," siger Elias Jelert, der fik sin fortjente hyldest fra fansene efter sejren.

Fra højre til venstre back
Normalt huserer han på pladsen som højre back eller kant, men mod FCN indtog han pladsen i modsatte side - men var intet problem ifølge U19-spilleren.

"Jeg var faktisk lidt ligeglad, for det passer mig også fint at spille venstre back egentlig. Bare det at være på banen er jo det vigtigste. Selvom det selvfølgelig er mest naturligt for mig at spille højre back, så gik det jo okay i dag," griner han med henvisning til kåringen som kampens spiller.

Skulle ind med energi og dynamik
^Kampen mod FCN var hans kamp nummer 10 for FCKs førstehold hidtil siden han debuterede i Haderslev mod SønderjyskE i oktober.

"Jeg fik at vide af Jess, at jeg skulle komme med al min energi og dynamik - og presse modstanderne så meget som muligt. Det vigtigste var, at vi vandt og ligger nummer et - men det var en ganske god kamp fra min side, og jeg fik bidraget med masser af løb. Jeg skulle dog have ramt målet på min chance i 2. halvleg, men den røg desværre lige en halv meter over. Men vi kæmper til det sidste, og holder målet rent for femte gang i træk. Det synes jeg beviser, hvor meget vi vil det - og det er i år, at DM-pokalen skal hjem," lyder det fra Elias Jelert.

Flere nerver som starter
Han startede også inde i Conference League-gruppekampen mod Slovan Bratislava i december, men det var altså første gang i Superligaen, hvor løverne holder forspringet til forfølgerne med 1-0-sejren.

"Der var selvfølgelig nogle flere nerver inden kampen, når man ved, at man skal starte inde. Både dagen før og under opvarmingen, hvor man virkelig mærker en forskel. Som indskifter når man ikke på samme måde at tænke så meget over tingene på forhånd. Men når først jeg kom igang, gik det som sagt helt fint, syntes jeg."

Næste opgave for Jelert & Co. er i Aalborg mod AaB, der er første kamp i Mesterskabsspillet og spilles søndag den 3. april kl. 18.00.

>> Se programmet for Mesterskabsspillet og find din plads i Parken her!