Akinkunmi Amoo

1-0 over FCN - Amoo matchvinder

En tidlig scoring af Akinkunmi Amoo fyrede godt op under de mange FCK-fans i Parken, og i de første 20 minutter sad vi solidt på spillet og skabte flere gode muligheder til at fordoble føringen.

Men skarpheden manglede i de afgørende situationer, og som 1. halvleg skred frem, fik vi sværere og sværere ved at sætte os igennem på den sidste tredjedel af banen.

Derfor var nordsjællænderne meget på bolden, men vores forsvar stod fejlfrit og tillod aldrig, at de blev farlige i feltet.

Vi fik bedre gang i offensiven efter pausen, og Babacar var tæt på at øge, inden han og Amoo efter en times spil blev udskiftet med Nicolai Jørgensen og Roony - og allerede i pausen havde Bøving afløst Mukairu.

Trods et par kæmpe tilbud mod slutningen fik vi ikke lukket kampen, men nordsjællænderne formåede ikke at komme til chancer, der kunne skaffe dem point, så det blev ved de 1-0.

Tak for støtten fra 27.682 tilskuere i Parken - vi glæder os til at se jer i Mesterskabsspillet!