Sten Grytebust

Grytebust før første DERBY: Vi har et ansvar

Den norske målmand kan stå foran sit første DERBY, hvis han står i målet. Indtil videre har Sten Grytebust nemlig kun set kampene mod rivalerne fra bænken, og han går derfor også og glæder sig lidt ekstra til kampen.

"Hvis jeg får lov til at stå i målet igen på søndag, så vil jeg glæde mig helt vildt til kampen. Jeg er godt klar over, at det er en speciel kamp, det er ikke bare en almindelig kamp. Der står meget på spil - også for fansene, og i hele København. Det er vi godt klar over. Vi har et ansvar overfor nogle andre, det ved vi godt, og vi skal gøre alt hvad vi kan, for at få tre point,” fortæller Grytebust.

Én af grundene til valget af FCK
Da Sten Grytebust tilbage i 2019 valgte at skifte til F.C. København, var kampene mod Brøndby en af grundene til et skifte faldt på plads.

"Kampene mod Brøndby var netop en af grundene til, at jeg skiftede til FCK. Den atmosfære og nerve, som har været i og omkring kampene er unikke. Så ved jeg godt, at det er lidt anderledes nu, da vi ingen fans har på tribunen, men det er stadig en meget vigtig kamp."

På tide med en sejr
Det er blevet til to smalle nederlag mod Brøndby i denne sæson hidtil, og søndag forventer holdet endnu en meget tæt kamp, som kræver de sidste marginaler og en toppræstation for at vinde kampen.

”Det kan godt være, det bliver en tæt kamp igen. Vi har desværre tabt de to foregående kampe i denne sæson. Som jeg husker opgørene, var det kampe, som vi ikke skulle have tabt. Præstationerne i de kampe har faktisk været godkendt, men ikke pointene. Og i forhold til søndag, så skal vi have lidt flere marginaler på vores side, være lidt skarpere i felterne og kæmpe alt hvad vi kan. Så tror jeg på, at vi tager de tre point denne gang. Det er på tide,” fortæller Grytebust.

Kampen mod Brøndby spilles søndag kl. 16.00 og kan ses direkte på TV3+ og Viaplay.