Nicolai Jørgensen og Pep Biel

FCK tager afsked med Nicolai Jørgensen

F.C. København kommer ikke til at forlænge aftalen med Nicolai Jørgensen efter han i januar vendte retur til klubben på en aftale, der udløber med udgangen af juni.

PC: Brug for andre kompetencer
”Vi har været meget glade for at have Nicolai i truppen det seneste halve år, hvor han med sin erfaring har bidraget positivt både på banen og i omklædningsrummet. Han er fortsat en dygtig fodboldspiller, men vi er i vores evaluering nået frem til, at vi har brug for andre kompentencer til at komplimentere vores offensive positioner,” siger sportsdirektør Peter Christiansen og fortsætter:

”Nicolai er meget vellidt i klubben og det er altid specielt at sige farvel til en personlighed som ham. Han vil altid være velkommen i huset, og vi ønsker ham og hans familie alt det bedste i fremtiden. Samtidig skylder alle FCK'ere ham en tak for den indsats, han har leveret for klubben gennem årene,” slutter Peter Christiansen.

Nicolai J: FCK vil altid være min klub
For Nicolai Jørgensen selv er afskeden med FCK vemodig:

”Det er ingen hemmelighed, at jeg havde en forhåbning om at blive her længere. Jeg holder meget af klubben, og det vil altid være min klub i Danmark, hvorfor jeg også gik langt for at komme hertil i vinters. At være med til at kæmpe for endnu et mesterskab og se hvordan fankulturen kun er blevet endnu vildere siden sidst, har været en stor oplevelse, og jeg fortryder ikke jeg tog hjem på nogen måde," siger Nicolai Jørgensen og fortsætter:

"Jeg har nogle interessante muligheder, jeg skal tage stilling til sammen med min familie nu. Jeg ønsker alle i FCK det bedste i fremtiden og ser frem til at følge holdet i fremtiden,” slutter Nicolai Jørgensen.

Alle i F.C. København ønsker Nicolai Jørgensen held og lykke og takker for hans indsats i den hvide trøje.