Parken set fra Fælledparken

FCK får topplacering i international rapport

F.C. København er rangeret som nummer to blandt alle verdens fodboldklubber i den årlige rapport fra Responsiball, kun overgået af Real Madrid.

Responsiball er en schweizisk nonprofit organisation, der årligt undersøger fodboldklubbers indsatser om governance, lokalsamfund og miljø.

Her er F.C. København rangeret som nummer et omkring governance og en delt førsteplads omkring lokalsamfund, mens vi er på en delt 23. plads omkring miljø.

Alle temaerne har en række underpunkter, og samlet set er F.C. København altså placeret som nummer to.

Overall evaluation, Responsiball 2021
De fem højst rangerede klubber. Kilde: responsiball.org


”Det var en dejlig overraskelse, da vi fik den her rapport, og de gjorde opmærksom på vores placering," siger direktør Jacob Lauesen.

"En stor del af æren skal selvfølgelig tilskrives, at vi er en del af et land og en liga, der generelt set klarer sig godt i disse målinger. Men vi er naturligvis også glade for, at det bliver bemærket, at vi arbejder seriøst med at være ansvarlige om den måde, vi driver klubben på.”

”Den fine placering får os på ingen måde til at læne os tilbage, for vi er kun lige begyndt arbejdet på en række af disse områder. Vi vil flytte os markant i en positiv retning i de kommende år, blandt andet på vores indsats om bæredygtighed og miljø, hvor vi har et efterslæb, vi skal indhente."

"Derfor vil vi bruge den her rapport og placering til at finde endnu mere motivation for at udvikle os som klub og som en del af København,” siger Jacob Lauesen.

Du kan læse mere om Responsiball rapporten lige her.