Træning

FCK ændrer træningslejr fra Portugal til Dubai

På grund af den aktuelle Covid-19 situation i verden er vi nødt til at skifte destination for vinterens træningslejr, hvor planen ellers var at rejse til Portugal igen, ligesom i januar 2020.

Det er imidlertid ikke muligt at finde egnede modstandere til træningskampe i Portugal, og desuden er en del af stedets træningsfaciliteter aktuelt lukket ned.

Rejserestriktioner på grund af Covid-19 gør det også vanskeligt at planlægge en træningslejr i Portugal og resten af Europa:

”Som bekendt, så er situationen helt speciel i verden lige nu, og vi har ikke frit valg i forhold til destinationer," siger William Kvist.

"Hvis vi havde det, så var vi taget til Portugal igen, Det er det, vi hele tiden har planlagt efter. På grund af Corona-situationen har det dog været umuligt at finde et sted, der både kunne give os rejsemulighederne, træningsfaciliteterne og modstanderne, vi har brug for."

"For os som klub og virksomhed er det helt afgørende, at vi opretholder vores konkurrenceevne og muligheder for at komme i europæisk fodbold næste sæson. Her er vinterens træningslejr helt afgørende for os, og vi skulle træffe en beslutning nu for at få kampe på plads.”

Et alternativ kunne være helt at droppe træningslejren, ligesom i pre-season til efterårssæsonen, men vores egne baner er ikke brugbare i januar. Desuden er det svært at matche os på det niveau, der er nødvendigt for os.

Det har også høj prioritet for fodboldafdelingen at have spillerne samlet i en længere periode, da en træningslejr - med gode vejrforhold og baner - giver flere og bedre muligheder for en optimal sæsonforberedelse.

”Valget af Dubai er alene truffet ud fra de sportslige muligheder i den aktuelle situation med en verdensomspændende pandemi, der gør området til det sted med de bedste forudsætninger i forhold til træningsmodstandere, tilgængelige træningsfaciliteter, overholdelse af corona-protokoller og bedre ind- og udrejsemuligheder,” siger William Kvist og fortsætter:

”Vi har naturligvis haft den politiske situation i området med i vores overvejelser, men i den aktuelle situation er det sportsligt set den eneste brugbare løsning for os."

"Vi er klar over, at ikke alle vil være enige i vores prioritering. Det respekterer vi, og vi vil ikke forsøge at overbevise de uenige, men blot at gøre opmærksom på de overvejelser, der ligger til grund for vores prioritering,” siger William Kvist.

Holdet tager på træningslejr fra 10.-25. januar og spiller to træningskampe dernede.