Rasmus Falk

Falk: Vi går en fed tid i møde

Rasmus Falk glæder sig til de store kampe som kommer som perler på en snor den kommende tid. Det bliver hårdt, men stadig sjovt ifølge midtbanespilleren. 

”Det er det vi gerne vil, der er både Champions League-kampe, og samtidig tænker vi også, at vi står overfor mange af dem, vi nok kommer til at møde i mesterskabsspillet i foråret. Så det bliver en spændende og intens periode, hvor hele truppen bliver vigtig, og alle mand skal holde sig klar. Der skal ydes maksimalt, så vi går en fed tid i møde.” 

Falk er dog så rutineret, at han kun fokuserer på den næste kamp. 

”Der er mange store oplevelser, men jeg er også typen, der er god til at tage en dag ad gangen, så det er ikke sådan, at jeg allerede nu er videre. Mit mål på kort sigt er at stå så skarpt som muligt, når vi skal møde Nordsjælland, så jeg tænker ikke på Bayern München, Manchester United eller Galatasaray endnu.” 

Sammentømret hold 
Den 31-årige midtbanespiller syntes, at holdet står et godt sted efter første etape af sæsonen. 

”Jeg tænker vi står godt, vi går ind i en periode nu med mange hårde kampe, og ud fra de forudsætninger, vi har haft inden, må man sige, at vi står noget nær perfekt rent resultatmæssigt.” 

Det er der ifølge ham mange grunde til:  

”Det startede med en sindssyg god pre-season, hvor vi lagde på i forhold til sidste år. Vi har en super god bredde, og har en intensitet i hverdagen på træningsbanen, som vi nok ikke har haft før på samme måde. Vi har en konkurrencesituation på et utroligt højt niveau, der er med til at styrke truppen, og samtidigt har vi fundet en god balance i at være sammentømret som hold.” 

Plads til forbedring 
Men der er stadig plads til forbedring, selvom første halvdel af sæsonen har givet både 1. plads i Superligaen og kvalifikation til Champions League: 

”Der er meget, vi skal blive endnu bedre til - man kan altid forbedre sig. Der er mange facetter, vi gerne vil lægge på. Vi vil gerne blive endnu dygtigere til at kunne lukke kampene tidligere, vi vil gerne være endnu dygtigere i vores presspil, og vi vil også gerne kreere endnu mere.” 

Opladt batterierne 
Falk var tirsdag eftermiddag i aktion i træningskampen mod Fredericia, men ellers har han ladet batterierne op i landskampspausen. 

”Jeg har været i Madrid med min kone og et vennepar for at komme lidt væk fra fodbolden. Ellers har det været nogle roligere dage på Nummer 10, men stadig med god intensitet i træningen ovenpå den gode sæsonstart. Og nu glæder vi os alle sammen til den kommende periode.” 

Første opgave er Nordsjælland ude lørdag d. 16. september.