Rasmus Falk

Falk før foråret: Der bliver tryk på fra starten

Fredag aften er der forårspremiere, når vi tager turen til Esbjerg for at sparke 3F Superligaen i gang igen.

Rasmus Falk og holdkammeraterne kan se frem til en intens indledning på foråret med syv kampe på bare 23 dage:

”Der bliver tryk på fra starten med masser af kampe, hvor der er vigtige ting på spil i dem alle," siger Falk.

"Vi skal holde et meget højt pointsnit i 3F Superligaen hele vejen, og så vil vi give alt for at forsøge at gå videre mod Celtic, og endelig er pokalturneringen også en målsætning for os. Så der bliver nok at se til, men det er også sådan, vi gerne vil have det i FCK.”

"Bliver ikke en let opgave"
Fredagens modstander fra Esbjerg har overvintret på 3F Superligaens 13. plads og sæsonens første møde endte med en 3-1 sejr til FCK i Telia Parken på to mål af Michael Santos og et af Pieros Sotiriou:

"Jeg synes, at Esbjerg har fået lidt færre point, end de har spillet til i efteråret, og de har fået en del nye spillere ind, så det bliver bestemt ikke en let opgave," fortsætter Falk.

"Samtidig er det den første tællende kamp i lang tid, og selvom vi kommer med en god fornemmelse efter en god opstart, så skal man altid lige finde sammen igen på banen i højeste gear, når der er point på spil."

"Når det er sagt, så er det en kamp, vi skal ud og dominere og få til at foregå på vores præmisser. Det har jeg en stærk tro på, at vi kommer til at lykkedes med.”

"Glæder mig til at komme i gang"
”Jeg glæder mig meget til at komme i gang. Det er nu tingene skal til at afgøres, og det giver en god intensitet i kampene. Vi har prøvet det før, og vi ved, hvad der skal til, så vi ser frem til de opgaver, der venter."

"Det er fint med træningslejr og opstart, men det er kampene, vi spiller for, og dem får vi masser af nu, så det er fedt,” slutter Rasmus Falk.