Mohamed Daramy

Daramy før Horsens: Vi skal have tre point

Søndag eftermiddag venter forårets fjerde kamp i 3F Superliga, når vi drager mod vest for at møde AC Horsens. 

Indtil videre er det blevet til tre sejre i foråret mod Silkeborg, AaB og OB og vi er oppe på seks sejre i træk i Superligaen.

Blevet stærkere som hold
”Vi har arbejdet hårdt hen over vinterpausen på de klare ideer, Neestrup er kommet med," siger Mohamed Daramy.

"Vi har bygget på det, vi havde gang i sidst i efteråret og er fortsat, hvor vi slap. Jeg synes, at vi er blevet stærkere som hold og spiller ud fra de klare ideer, og alle ved, hvor seriøst vi skal gå til alle opgaver."

Føler mig virkelig godt tilpas
Offensivspilleren har i foråret scoret tre gange i Superligaen og en enkelt i Pokalturneringen, og det også er blevet til flere assists.

”Når det går godt for holdet, så er det også lettere for de individuelle spillere, og der bliver mulighed for at brilliere lidt og lave sine aktioner," forklarer Mo.

"Jeg er glad og føler mig virkelig godt tilpas for tiden. Jeg er i rigtig god form, og jeg har det virkelig sjovt på banen sammen med holdet.”

Vi har revanche til gode
Holdet får støtte fra et fyldt udebaneafsnit med 1800 F.C. Københavnere, når de på søndag jagter syvende Superligasejr.

”Det bliver en svær kamp," siger Daramy.

"Selvom Horsens ikke har vundet så mange kampe på det seneste, så er de stadig et besværligt hold at spille mod."

"Vi tabte selv til dem i sæsonens første kamp, så det er os, der har revanche til gode. Så vi skal være klar fra start, og det kan være en svær bane, vi skal spille på, som måske er lidt til deres fordel."

"Men vi er forberedte på det, og vi skal have tre point igen,” slutter Mohamed Daramy.