Stefan Madsen og Jacob Neestrup

Neestrup før Horsens: Vi skal fastholde niveauet

Søndag eftermiddag skal F.C. København igen i kamp, når AC Horsens venter på udebane klokken 16.00.

Kampen kommer efter en periode med gode resultater og præstationer fra FCK, der har vundet de seneste seks kampe i 3F Superliga uden at lukke mål ind. Men cheftræner Jacob Neestrup fastslår, at der skal hårdt arbejde til for at fastholde den gode kurve:

Comeback til Corner og Khocho
“Som til alle andre kampe vi stiller op til i Superligaen, så er målet tre point. Det vil vi også gøre os fortjent til igen i morgen, hvor vi skal fortsætte med at være disciplineret i den gameplan, som skal eksekveres. Vores kollektiv er vores stærkeste spiller netop nu, og det skal forhåbenligt igen give mulighed for at vores offensive profiler kan afgøre kampen til vores fordel,” siger Jacob Neestrup, der igen kan disponere over Andreas Cornelius og David Khocholava efter skadespauser: 

“Corner og Khocholava er tilbage, hvilket selvfølgelig er glædeligt. Men uanset spillere klar eller ej, så har vi i fem måneder vist, at ingen navne på dette hold er uundværlige. Alle kan og skal kunne bidrage, og jeg glæder mig til at se drengene spille igen imorgen.”

Horsens stærke hjemme
Søndagens modstander fra Horsens har fået en vanskelig start på foråret, hvor det endnu ikke er blevet til en sejr, men holdet er resultatmæssigt et af ligaens bedste hjemmehold og slog FCK i sæsonens første møde:

“Ligesom før kampen mod OB, så må vi jo konstatere at vi har revanche til gode fra vores seneste møde med AC Horsens. De er et hold, der med god hjælp fra en dygtig træner, er gode til at skabe forholdsvis jævnbyrdige kampbilleder mod de bedste hold i rækken. Specielt på hjemmebane har de været stærke, og det er igen med sund respekt for vores modstander at vi går på banen i morgen.”

Holdet kan se frem til en flot opbakning i det jyske søndag eftermiddag, hvor der vil være næsten 2000 F.C. Københavnere på plads i et udvidet udebaneafsnit:

”Det er et privilegium for os, at vi har den opbakning, både hjemme og ude. Det er helt klar med til at give energi til holdet, så vi glæder os til at se dem i Horsens,” slutter Neestrup.

>> Du kan se truppen til kampen her