Harald, Napoli-æslet og FCK-løven
I oktober 1992 fik Harald Nielsen denne fine hilsen fra en Napoli-tifosi i anledning af, at F.C. København var kommet til verden med Harald som vores bestyrelsesformand.
Haralds datter, Heidi, har sendt os tegningen, hvor der står “Fra æslet i Napoli til løven i København” – løven kender vi, og her får du både historien om æslet, om den sæson, hvor Harald spillede i Napoli som den første dansker nogensinde samt lidt mere om hans karriere i italiensk fodbold.
Oprindeligt var der en hvid, stejlende hest i Napolis logo, men elendige resultater i sæsonen 1926/27 (én uafgjort og 18 nederlag!) fik fansene til at sammenligne holdet med det gamle, syge æsel, som figensælgeren med øgenavnet Fichella jævnligt trak rundt med i byens gader.
En journalist skrev om det, og æslet blev populært i fankredse, ikke mindst efter at et levende æsel var på stadion til en Juventus-kamp i 1930, hvor Napoli leverede et flot comeback til 2-2.
Mange fans elsker æsel-historien med en humor og selvironi, der godt kan vække minder om Nedre C i 90’erne, men selv om hesten forsvandt fra Napoli-logoet, blev æslet aldrig rigtig anerkendt af klubben. Bortset fra 1982-84, hvor æslet indgik i logoet på trøjerne (jf. nedenfor), men hurtigt forsvandt igen.
Haralds lynkarriere
Harald Nielsen spillede kun en enkelt sæson i Napoli i 1968-69, og det blev ikke den store succes. Men succes havde han allerede haft masser af i sin korte karriere som målfarlig centerforward!
Harald indledte sin aktive fodboldkarriere i Frederikshavn, hvor han debuterede i foråret 1959 og var med til at spille klubben op i 1. division. I 1960 var han en vigtig spiller, da Danmark vandt sølv ved OL i Rom.
Allerede efter OL-bronzen i London i 1948 blev mange danskere professionelle i Italien, og Harald rejste i 1961 til Bologna, hvor han spillede seks sæsoner - og det kulminerede i 1964, da klubben vandt det italienske mesterskab efter et meget dramatisk forår.
Guld-Harald fik sit guld
Først blev Bologna ramt af en dopingskandale og frakendt tre vigtige point i guldkampen med Inter, og cheftræner Fulvio Bernardini blev udelukket. Senere på foråret viste sig det sig, at nogen - muligvis fra en af de konkurrerende Milano-klubber, men det er aldrig bevist - havde tilsat et giftstof til dopingprøverne, og klubben blev pure frikendt og fik sine point tilbage tids nok til stadig at kæmpe med om titlen.
Bologna endte á point med Inter, og det hjalp ikke, at Bolognas målscore var bedre, for den talte ikke, så for første gang skulle man spille omkamp om mesterskabet, og den vandt Bologna 2-0 – og Harald scorede det andet mål. I forvejen havde Harald tilnavnet "Guld-Harald", fordi han fuldt og fast troede på muligheden for dansk OL-guld i 1960, og nu lykkedes det så i form af Scudettoen.
For at føje yderligere til det i forvejen dramatiske forår, så døde Bolognas mangeårige præsident Renato dall’Ara få dage før omkampen under et møde med Inters præsident og formanden for fodboldforbundet! Og alligevel gik hans drenge få dage efter ud på det olympiske stadion i Rom og besejrede Inter, der netop havde slået Real Madrid 3-1 i Europa Cup-finalen.
Inter i 1967-68
Tre år senere skiftede Harald til netop Inter, som var Italiens mest vindende i midten af 60’erne under cheftræner Helenio Herreras berømte/berygtede ”catenaccio” taktik. Men timingen var dårlig, for Herrera-æraen var ved at rinde ud, selv om Harald nåede at være med til at vinde det uofficielle klub-VM, da Inter slog Pelé’s Santos i finalen i New York.
Napoli i 1968-69
I sommeren 68 fik Inter et tilbud fra Napoli, de ikke kunne sige nej til. Napoli var netop blevet nummer to i Serie A, ganske vist ni point efter Milans mestre, men ambitionen var klar: nu ville klubben vinde den Scudetto, som de endnu aldrig havde opnået og dermed bryde de norditalienske klubbers dominans. Kun én gang havde Roma taget titlen, ellers var den hvert år havnet i Torino eller Milano med meget få undtagelser i Bologna, Firenze og Rom som de sydligste.
Napoli under ledelse af cheftræner Giuseppe Chiapella havde for eksempel hentet Dino Zoff, som vogtede Napoli-målet indtil 1972, hvorefter han fortsatte resten af sin lange karriere i Juventus.
Samtidig med Harald hentede klubben også den stærke Inter-forsvarer Aristide Guarneri, som havde været med til at vinde masser af titler, og i offensiven rådede de i forvejen over to målfarlige sydamerikanere. Den brasilianske stjernecenterforward José Altafini - en stor fanfavorit og klubbens topscorer gennem de seneste sæsoner - samt argentineren Omar Sivori, der ud over at være en gudsbenådet fodboldspiller også var kendt som lidt af en rebel og ikke uden grund blev omtalt som 60’ernes Maradona. Mange år senere, forstås…
Harald vidste, at konkurrencen var hård i den stjernespækkede offensiv, men har senere udtalt, at han tjente mange penge på klubskifterne og de høje lønninger. Men selv om han kun var da 26, da han skiftede til Napoli, fik han flere og flere skadeproblemer.
Chiapella havde ellers tænkt sig, at både Altafini, Sivori og Harald skulle spille samtidig, men resultaterne udeblev. Ud over Haralds skadeproblemer var der uro i kulisserne, og for eksempel var Sivori ude af form og endte efteråret med seks dages karantæne efter at have sparket en modstander, og så blev han sur og rejste hjem til Argentina…
Harald kæmpede med en rygskade, mens Napoli i efteråret kæmpede i den nederste halvdel af tabellen, og det kostede Chiapella jobbet midtvejs i sæsonen. Den nye træner Egidio di Constanzo havde flere andre angribere at vælge mellem, blandt andet en ung Claudio Sala, der fik en fin karriere og i 1978 var med Italien til VM i Argentina.
Harald fik ikke meget spilletid, selv om ryggen blev bedre, og han spillede kun til 10 Serie A-kampe og en håndfuld pokalkampe i Napoli-trøjen.
Napoli endte sæsonen som nummer syv med en målscore på 26-25 i de 30 Serie A-kampe – og måtte vente ca. 20 år, før de omsider kunne fejre klubbens første mesterskab i sæsonen 1986/87 med en vis Maradona i hovedrollen.
Tidligt karrierestop efter en sæson i Sampdoria
Harald tjente yderligere en god skilling på at skifte til Sampdoria i sommeren 1969, hvor han blev genforenet med sin tidligere træner fra Bologna, Fulvio Bernardini. Efter kun få kampe blev Harald igen skadet og var ude resten af efteråret, men fik comeback i februar 1970.
I foråret 1970 erkendte han dog, at det var slut med karrieren på grund af en rygskade, som trods operation ville nedsætte hans fysiske styrke. Sampdoria så også hellere, at han stoppede karrieren, så de kunne få forsikringen udbetalt, og Harald og hans kone Rudi traf selv valget om at stoppe, mens legen var god, selv om han endnu kun var 28 år.
Med det tidlige karrierestop gik Harald glip af et muligt comeback på det danske landshold, da DBU i 1971 for første gang tillod udlandsproffer at spille med.
Men da var Harald allerede slog ind på en anden vej, for efter et sabbatår slog han sig ned i Milano og begyndte at bygge en forretning op med import af italienske modevarer til Danmark.
Han var dog tæt på at sige ja til et forslag fra sin tidligere holdkammerat, rebellen Omar Sivori, der nu var træner for Boca Juniors, der fortalte, at Harald sagtens kunne få et trænerjob for River Plate eller Independiente. Han takkede dog nej af hensyn til familien, fortalte Harald senere i Niels Jørgen Larsens fine bog "Danske gladiatorer i Serie A".
I slutningen af 70’erne dukkede Haralds navn igen op i fodbold-Danmark, da han sammen med erhvervsmanden Helge Sander fremlagde planer om at oprette en privat Superliga i dansk fodbold. Det gav givetvis det sidste skub til, at DBU indførte betalt fodbold i 1978, hvilket begravede tanken om ”piratligaen”.
Da B1903 og KB i 1991 skulle bruge en bestyrelsesformand til det nye F.C. København-projekt, så faldt valget på Harald – og så er vi tilbage ved begyndelsen med den søde hilsen fra en Napoli-fan med æslet og løven.
Harald gik bort den 11. august 2015 – ellers ville han helt sikkert have glædet sig over, at vi tirsdag aften for første gang spiller mod en af hans tidligere klubber.
