Isak Johannesson og William Bøving

Efterspil efter Feyenoord-opgør

Lørdag vandt FCK hele 7-0 over Feyenoord, men udbyttet af træningskampen i Rotterdam var langt fra som forventet, hvilket cheftræner Jess Thorup også påpegede efterfølgende.

Og selvom den ulige kamp forlængst er fløjtet af, er sagen ikke slut for F.C. Københavns vedkommende.

"Der er nogle forpligtelser i henhold til den kampaftale, vi har lavet med Feyenoord, som ikke er blevet overholdt. Vi fik definitivt ikke den aftalte matchning, og det kommer vi selvfølgelig til at holde Feyenoord op på i henhold til den indgåede aftale. Konsekvenserne heraf kan vi ikke gå i detaljer om på nuværende tidspunkt," siger sportsdirektør Peter Christiansen.

Sommerens tredje og sidste træningskamp spilles lørdag i Holland mod de belgiske mestre Club Brugge kl. 12.30. Du kan følge opgøret på livestream her på siden til den tid.