Carlos Zeca

Zeca før Derby: Jeg ved, hvor meget en sejr betyder for fansene!

Anfører Carlos Zeca spiller på søndag sit 10. Derby, siden han kom fra Panathinaikos i efteråret 2017:

"Vi glæder os rigtig meget til på søndag! Vi ved alle, at det ikke kun handler om de tre point i Superligaen, men at kampen også er enormt vigtig for vores fans og alle andre i og omkring klubben!"

"Når de nu ikke kan være på stadion til at støtte os, så må vi give dem en god oplevelse hjemme foran skærmen ved at spille en god gang fodbold og prøve at dominere kampen - og først og fremmest ved at vinde, både for os selv og for fansene!"

Zeca er ganske godt tilfreds efter de første fire kampe efter coronapausen  - men ikke helt:

"Det var svært under coronapausen, hvor vi hverken spillede kampe eller trænede normalt, men nu er vi glade for at være i gang igen og spille kampe. Men vi er selvfølgelig ikke tilfredse med, at vi bare kan spille igen - vi vil mere, og vi vil vinde alle kampe. Især den på søndag! Jeg ved, hvor meget en sejr betyder for fansene, og vi vil gøre alt for gøre dem stolte!" slutter Zeca.